Fascismekortet
For nogle dage siden, var jeg sammen med kollegaer på den engelske pub i Kolding. Vi havde en meget interessant diskution om, hvornår kan man trække fascismekortet i en diskussion. Vi drøftede miljøpolitik i et godt engelsk pub-selskab. Jeg kom til at give udtryk for, at jeg havde en vis forståelse for Bjørn Lomborgs synspunkter - ikke fordi jeg er enig, men fordi jeg rent faktisk synes, at han sætter fokus på en fatiigdomssatsning fremfor en miljøsatsning - ud fra det synspunkt, at fattigdom medfører ekstrem forurening i u-lande. En af mine kollegaer nævnte ordet fascistoidt. Og vi grinede, da en anden sagde: det var tidligt at smide fascismekortet. Vi havde meget morskab over det efterfølgende.
Jeg har tænkt over det, hvor går egentlig grænsen for det, der er provokatorisk, som vi skal dyrke, og det som er gammel-reaktionære synspunkter. Jeg sagde som første bemærkning, jeg ville først spille det kort ved Jesper Langballe - men indrømmede at jeg i en krise-diskussion kunne overveje det det ved Sørine Godfredsen - men aldrig ved Bjørn Lomborg, som trods alt udfordrer vores selvforståelse. De andre er jo lidt præget af en intolerant kristen trosreligion.
Vi har alle en eller anden grænse for, hvornår vi gider diskutere med imbicile fascistoide opponenter (shit alle de bull-shit-ord), men på en eller anden måde er det vigtigt at definere, hvornår er man fascistoid, og hvornår er man udbyttefrig opponent.
fredag den 9. marts 2012
lørdag den 18. februar 2012
Moderne arbejderkultur
For mange år siden, lige da jeg havde fået arbejde, fik jeg en evatriogryde i fødselsdagsgave, Låget var en billig efterligning. Min mor havde købt gaven fra en nu afdød faster, som ikke (ifølge min mor) ville købe et grydelåg, som koster over 100 kr.
Det er lidt pointen. Jeg er nok meget socialdemokratisk, og grundtvidiansk opdraget, og det tror jeg nok, at jeg stadig gerne vedkender mig. Men det er mange år siden. Man kunne som arbejder få en folkervogn i stedet for en Merzedes, og man kunne få et hus i Valby men ikke på Strandvejen. Det socialdemokratiske projekt lykkedes for den almene arbejder.
Jeg er barn af den kultur, og jeg dyrker den stadig. Mit politiske udgangspunkt er stadig gamle værdier:
-Man skal definere et velfærdsniveau som ligger over Joachim B Olsens
-Man skal hade snyltere, som dem, jeg jænvnligt blive ekstremt irriteret over, folk som søger eller ligefrem anbefaler sot arbejde. Det er en socialdomokratisk værdi, jeg holder fast i. Sort arbvejde er det samme som at stjæle fra Føtex, uanset menge danskere mener det modsatte.
pointen er, at man lever i samme verden, hvis man gerne vil have Global-knive og Eva Trio-udstyr (jeg tænkte naturligvis over det, da jeg købte ind i dag)
Jeg tilhører den samme moderne arbejderklasse, hvor vi anser nogle mærkevarer som luksus, men det må jo være der, vores fattigdomsgrænse idag ligger. Jeg køber ikke gryder til 1.000. kr. Men hold op, hvor er det fedt at have Eva Trio, eller hvar fint er det ikke at have Hugo Boss Orange (det næstbedste). Jeg er moderne arbejder.
Jeg finder bare ikke arbejderkulturen i S og slet ikke i SF, den findes i Enhedslisten. Og så ved jeg godt, at mange af mine partikammerater vil anse dette indlæg som dybt reaktionært :-)
Det er lidt pointen. Jeg er nok meget socialdemokratisk, og grundtvidiansk opdraget, og det tror jeg nok, at jeg stadig gerne vedkender mig. Men det er mange år siden. Man kunne som arbejder få en folkervogn i stedet for en Merzedes, og man kunne få et hus i Valby men ikke på Strandvejen. Det socialdemokratiske projekt lykkedes for den almene arbejder.
Jeg er barn af den kultur, og jeg dyrker den stadig. Mit politiske udgangspunkt er stadig gamle værdier:
-Man skal definere et velfærdsniveau som ligger over Joachim B Olsens
-Man skal hade snyltere, som dem, jeg jænvnligt blive ekstremt irriteret over, folk som søger eller ligefrem anbefaler sot arbejde. Det er en socialdomokratisk værdi, jeg holder fast i. Sort arbvejde er det samme som at stjæle fra Føtex, uanset menge danskere mener det modsatte.
pointen er, at man lever i samme verden, hvis man gerne vil have Global-knive og Eva Trio-udstyr (jeg tænkte naturligvis over det, da jeg købte ind i dag)
Jeg tilhører den samme moderne arbejderklasse, hvor vi anser nogle mærkevarer som luksus, men det må jo være der, vores fattigdomsgrænse idag ligger. Jeg køber ikke gryder til 1.000. kr. Men hold op, hvor er det fedt at have Eva Trio, eller hvar fint er det ikke at have Hugo Boss Orange (det næstbedste). Jeg er moderne arbejder.
Jeg finder bare ikke arbejderkulturen i S og slet ikke i SF, den findes i Enhedslisten. Og så ved jeg godt, at mange af mine partikammerater vil anse dette indlæg som dybt reaktionært :-)
fredag den 18. november 2011
Punkens historie i lars-Uffe´s hjerne
Baggrunden er enkelt numre som The Who´s My generation, det er et opgør med alenlange individuelle guitarsoloer og troen på kollektivets energi, det er en beskrivelse af forstadsmiljøer, om socialt oprør, og det er en tro på, at musikken har en udstødt gruppe som f.eks. de autonome som målgruppe. På en gang er det meget politisk og samtidig ekstremt antipolitisk med teorier på skrivebordet.
Jeg liggede i dag mine gamle vinyl lper igennem, og ja der var fra gymnasietiden en Ramones, en Clash og en Sex Pistols.
Det ultimative punkband fra 1976 er Ramones, som havde politikken om energi fra starten, og ingen numre må vare mere end 3,5 min, som det var tilfældet med rockmusikkens gennembrud i slut 50´erne.
Hurtigt fulgte bands som Sex Pistols og Clash, Sidstnævnte med kultpladen "London Calling", som blev tæt forbundet med de daværende Brixton-uroligheder mod den hyperkonservative Thatcher-regering. I Danmark er det mest markante band på de tider Sodz - senere Sort Sol, som så sandelig også indgår i min plade og CD samling.
Jeg kan huske, at jeg hørte Green Day i starten af 90érne (dannet 1989) og tænkte, at det var et band man burde følge.
Jeg har selvfølgelig hørt Ramones mange gange siden den gang. Men det var faktisk først for et halvt år siden, da jeg en lørdag morgen på P3 hørte "American Idiot" og blev mindet om en forgangen musikfortid.
Jeg er siden blevet opmærksom på, at Green Day faktisk har haft et vist nyt gennembrud i perioden 2005 - 2010. Og de sidste tre måneder, har jeg været fanget af genopdagelsen.
På en måde er det jo mere naturligt for mig at dyrke Green Day end Bob Dylan som nostalgi. Punkmusikken, som de nu forsøger at genoplive (indrømmet i mere populæ form, hvor i alt fald ramones tidskrav bliver overset) er jo faktisk den nye musik i min gymnasietid og første universitetsår.
Og så er den jo med mine holdninger - rigtig meget politisk korrekt :-)
Jeg liggede i dag mine gamle vinyl lper igennem, og ja der var fra gymnasietiden en Ramones, en Clash og en Sex Pistols.
Det ultimative punkband fra 1976 er Ramones, som havde politikken om energi fra starten, og ingen numre må vare mere end 3,5 min, som det var tilfældet med rockmusikkens gennembrud i slut 50´erne.
Hurtigt fulgte bands som Sex Pistols og Clash, Sidstnævnte med kultpladen "London Calling", som blev tæt forbundet med de daværende Brixton-uroligheder mod den hyperkonservative Thatcher-regering. I Danmark er det mest markante band på de tider Sodz - senere Sort Sol, som så sandelig også indgår i min plade og CD samling.
Jeg kan huske, at jeg hørte Green Day i starten af 90érne (dannet 1989) og tænkte, at det var et band man burde følge.
Jeg har selvfølgelig hørt Ramones mange gange siden den gang. Men det var faktisk først for et halvt år siden, da jeg en lørdag morgen på P3 hørte "American Idiot" og blev mindet om en forgangen musikfortid.
Jeg er siden blevet opmærksom på, at Green Day faktisk har haft et vist nyt gennembrud i perioden 2005 - 2010. Og de sidste tre måneder, har jeg været fanget af genopdagelsen.
På en måde er det jo mere naturligt for mig at dyrke Green Day end Bob Dylan som nostalgi. Punkmusikken, som de nu forsøger at genoplive (indrømmet i mere populæ form, hvor i alt fald ramones tidskrav bliver overset) er jo faktisk den nye musik i min gymnasietid og første universitetsår.
Og så er den jo med mine holdninger - rigtig meget politisk korrekt :-)
lørdag den 5. november 2011
Musiksmag
Jeg kom til at tænke over det, da jeg idag var i TP-music i Kolding. Jeg havde undret mig over, at jeg ikke blandt rockkategorien kunne finde Greenday til en fødselsdagsgave fidligere på ugen. Jeg opdagede med glæde, at der faktisk i butikken var en lille kategori med punk.
Herefter begyndte jeg at tænke, skal man som 50-årig søge efter Green Day ? Jeg mener, jeg voksede op med en fornemmelse af, at man sådan automatisk gennem livet startede med pop-smag, herefter god rock og jazz og så, når man var udviklet, så elskede man klassisk og opera.
Men lidt sjovt er det jo ikke sådan det er gået. Jeg har hele tiden været ti år bagude i forhold til ny trend. Jeg var for ung til egentlig at synes om Dylan i midten af 70erne, jeg elsker ham stadig - og faktisk mere og mere fordi hans numre bliver mere og mere uslebne på scenen.
Jeg har kastet mig over Ramones (dog startede min facination her for 15 år siden) og Greenday, som er de bedste punkbands - sådan set også 10 år for sent i forhold til trenden.
Gud ved, hvad det ender med , når jeg bliver pensionist ?
Jeg synes bare det er en interessant tankegang om anakronisme og ikke-forudsigelig udvikling i musiksmag i takt med at man bliver ælde
Herefter begyndte jeg at tænke, skal man som 50-årig søge efter Green Day ? Jeg mener, jeg voksede op med en fornemmelse af, at man sådan automatisk gennem livet startede med pop-smag, herefter god rock og jazz og så, når man var udviklet, så elskede man klassisk og opera.
Men lidt sjovt er det jo ikke sådan det er gået. Jeg har hele tiden været ti år bagude i forhold til ny trend. Jeg var for ung til egentlig at synes om Dylan i midten af 70erne, jeg elsker ham stadig - og faktisk mere og mere fordi hans numre bliver mere og mere uslebne på scenen.
Jeg har kastet mig over Ramones (dog startede min facination her for 15 år siden) og Greenday, som er de bedste punkbands - sådan set også 10 år for sent i forhold til trenden.
Gud ved, hvad det ender med , når jeg bliver pensionist ?
Jeg synes bare det er en interessant tankegang om anakronisme og ikke-forudsigelig udvikling i musiksmag i takt med at man bliver ælde
torsdag den 3. november 2011
Da magien kom til Herning
Tanker om endnu en Dylankoncert
En gang imellem sker der noget uforklarligt og fantastisk. Det skete den her aftan midt på heden i Herning i en stor firkantet boks blandt det ældste publikum, jeg nogensinde har været til koncert med.
Tre numre inde i andet sæt forlod Mark Knopfler scenen, og Dylan og hans orkester indledte en helt magisk time. I kender følelsen, lige pludselig er alt perfekt - verden er, som verden burde være.
Forud var gået et første sæt med Mark Knopfler - og ja - han spiller da meget pænt, men forudsigeligheden er så sandelig også til at få øje på. Knopfler indledte andet sæt med Dylan med et noget famlende Leopard skinn pillbox hat og It ain´t me babe. Så kom det her magiske øjeblik, Dylan og band indledte en hæsblæsende udgave af Mississipi. Lige pludselig så vi en Chaplin-lignende 70 årig gammel mand valse rundt på scenen, pludselig følte man, hvis man kiggede væk fra scenen et øjeblik, at dette var da et stort bigband og ikke et rockorkester, der leverede den eminente blueslyd.
Og det fortsatte med Desolation row og specielt Highway 61, som var aftenens store scoop. Og al nostalgi blev samtidig blæst ud fra salen og det fremmødte pensionistpublikum. Simpel twist of fate og en fantastisk effektfuld udgave af Ballad of the thin man, der med ekkoeffekter næsten får os til at tro på, at trommeslagere Brian Jones virkelig begik selvmord, fordi Dylan havde skrevet denne sang om en dybt psykotisk Mr. Jones.
Og selvfølgelig fungerede Like a Rolling Stone som ekstranummer, efter en udgave af All along the Watchtower, som jeg så til gengæld synes Dylan fraserede noget stakatoagtigt.
Det er befriende, at Dylan i de seneste år har undladt den der påduttede nostalgi, hvor har som appendiks til den øvrige koncert skal stå med akustisk guitar og blæse mundharmonika. Det er fantastisk som den gamle mester stadig nyfortolker sine gamle sange i nye ret rå udgaver - men altid med ny framragende stab af musikere omkring sig.
Og således optemt overnattede jeg i et hotel på heden i Blickers tågemættede efterårsvejr.
En gang imellem sker der noget uforklarligt og fantastisk. Det skete den her aftan midt på heden i Herning i en stor firkantet boks blandt det ældste publikum, jeg nogensinde har været til koncert med.
Tre numre inde i andet sæt forlod Mark Knopfler scenen, og Dylan og hans orkester indledte en helt magisk time. I kender følelsen, lige pludselig er alt perfekt - verden er, som verden burde være.
Forud var gået et første sæt med Mark Knopfler - og ja - han spiller da meget pænt, men forudsigeligheden er så sandelig også til at få øje på. Knopfler indledte andet sæt med Dylan med et noget famlende Leopard skinn pillbox hat og It ain´t me babe. Så kom det her magiske øjeblik, Dylan og band indledte en hæsblæsende udgave af Mississipi. Lige pludselig så vi en Chaplin-lignende 70 årig gammel mand valse rundt på scenen, pludselig følte man, hvis man kiggede væk fra scenen et øjeblik, at dette var da et stort bigband og ikke et rockorkester, der leverede den eminente blueslyd.
Og det fortsatte med Desolation row og specielt Highway 61, som var aftenens store scoop. Og al nostalgi blev samtidig blæst ud fra salen og det fremmødte pensionistpublikum. Simpel twist of fate og en fantastisk effektfuld udgave af Ballad of the thin man, der med ekkoeffekter næsten får os til at tro på, at trommeslagere Brian Jones virkelig begik selvmord, fordi Dylan havde skrevet denne sang om en dybt psykotisk Mr. Jones.
Og selvfølgelig fungerede Like a Rolling Stone som ekstranummer, efter en udgave af All along the Watchtower, som jeg så til gengæld synes Dylan fraserede noget stakatoagtigt.
Det er befriende, at Dylan i de seneste år har undladt den der påduttede nostalgi, hvor har som appendiks til den øvrige koncert skal stå med akustisk guitar og blæse mundharmonika. Det er fantastisk som den gamle mester stadig nyfortolker sine gamle sange i nye ret rå udgaver - men altid med ny framragende stab af musikere omkring sig.
Og således optemt overnattede jeg i et hotel på heden i Blickers tågemættede efterårsvejr.
fredag den 7. oktober 2011
Begynder at blive tæt på.
Nu kan man begynde at glæde sig. Rejser på onsdag morgen kl. 6.00. Tager inden da nattoget til kbh airport og er i lufthavnen kl. ca 3.30.
Det er meget lang tid siden jeg har været udenfor europa. Faktisk skal vi tilbage til 1999 (tror jeg nok) hvor det var et marathon på den kinesiske mur. der trak. Det er en kort tur 10/11 dage, alt efter hvor meget rejsetid, man regner med. Men selvfølgelig er det en drøm om at stå på Afrikas højeste punkt. Og jeg gider sådan set ikke turistsafari eller badeferie på Zanzibar efterfølgende.
Mit største problem lige nu er, hvordan, jeg pakker rygsækken, så der er plads til det hele. Men det løser sig jo. Og så eftertankerne, jeg har holdt en lang pause efter GUCR med udelukkende småløb for at holde en minimal form, som jeg ikke engang har registreret på mit Garmin ur. Men jeg skal jo efterfølgende i løbeform igen. Håber, at jeg blive trukket i lodtrækningen til GUCR 2012, jeg har i alt fald meldt mig som ansøger. Det bliver så næste mål i et år, hvor jeg for første gang siden 1995 ikke har løbet et marathon - men Birmingham - London i år tæller jo trods alt også som et langt løb i 2011 :-)
Nu kan man begynde at glæde sig. Rejser på onsdag morgen kl. 6.00. Tager inden da nattoget til kbh airport og er i lufthavnen kl. ca 3.30.
Det er meget lang tid siden jeg har været udenfor europa. Faktisk skal vi tilbage til 1999 (tror jeg nok) hvor det var et marathon på den kinesiske mur. der trak. Det er en kort tur 10/11 dage, alt efter hvor meget rejsetid, man regner med. Men selvfølgelig er det en drøm om at stå på Afrikas højeste punkt. Og jeg gider sådan set ikke turistsafari eller badeferie på Zanzibar efterfølgende.
Mit største problem lige nu er, hvordan, jeg pakker rygsækken, så der er plads til det hele. Men det løser sig jo. Og så eftertankerne, jeg har holdt en lang pause efter GUCR med udelukkende småløb for at holde en minimal form, som jeg ikke engang har registreret på mit Garmin ur. Men jeg skal jo efterfølgende i løbeform igen. Håber, at jeg blive trukket i lodtrækningen til GUCR 2012, jeg har i alt fald meldt mig som ansøger. Det bliver så næste mål i et år, hvor jeg for første gang siden 1995 ikke har løbet et marathon - men Birmingham - London i år tæller jo trods alt også som et langt løb i 2011 :-)
tirsdag den 31. maj 2011
GUCR 2011
Det er en sejr for mig. Jeg gennemførte de 233 km fra Birmingham til London. Mine indtryk kan beskrives i 3 punkter:
1. En hyldest til arrangørerne
2. En andeledes oplevelsesrejse gennem England
3. Oplevelsen af, hvad ultraløb virkelig går ud på
Først må jeg lige sammenligne med Spartathlon, som jeg gennemført 2 gange og udgået af to gange. Lad det være sagt klart. Jeg kunne ikke på nuværende tidspunkt gennemføre Sparthathlon. De 10 km ekstra i distancen, de noget skrappere tidsgrænser gør dette løb hårdere. Men med dette sagt, så indeholder GUCR et par andre udfordringer. Der er mellem 20 og 30 km mellem depoter. Det giver en helt anden mental udfordring end at man kan se frem til et nyt depot om 4 km. Det betyder også at man er nødt til at have en rydsæk med overtrækstøj, for vejret er meget omskifteligt (i alt fald i år med skift mellem regn og høj solskin). Det betyder også noget, at man er meget mere alene med kun 100 deltagere på så lang en strækning. Endvidere er GUCR næsten kun på jordstier af forskellig kvalitet, det er altså hårdere og jævn asfalt.
Men ellers ¨har løbene mentalt og fysisk stort set de samme karakteriske udfordringer.
Arrangøren er en privatperson, som hedder Dick Kearn. Og man ser straks ved indskrivning, at han lever og ånder for dette løb. Der bliver gjort alt for os, der ikke har eget supportteam med. Han har ganske få hjælpere, og det er mig en gåed, hvordan de rent logistisk ved hvert eneste checkpoint har al vores bagage klar, de må køre mange ture frem og tilbage mellem checkpoints med så spredt et felt. Og når man kommer til et checkpoint er service og omsorg fantastisk. Man bliver placeret i en stol og kan næsten bede om det, man ønsker. Jeg fik faktisk spist uden problemer på denne tur. Minstronesuppe, Pasta Bolognaise og endog engelsk morgenmad med pølser, æg og bacon tidligt søndag morgen. "Just sit and I will prepare a breakfast for you" var beskeden ved depotet, fantastisk.
Jeg talte efter finishline med en af medhjælperne, som gav udtryk for, at staben åbenbart ser det som en lige så stor oplevelse som og løbere. Der var dog lidt frustration over, at der er en del "unge" løbere, som ved lodtrækningen kom med, der har løbet en hurtig marathon, og som derfor tror de kan klare et løb som dette. Der udgik 40 løbere af de 92, der mødte til start.
Førstedagen er fantastisk, man oplever en side af England, som man ikke rigtig kender. Tænk på operabygningen i Sydney, Keopspyramiden, Turning Torso, store arkitektoniske bedrifter, Men hvem kender Grand Union Canal. Jeg løb 233 km langs kanalen, og det er jo et projekt af dimensioner. Fantastisk at løbe på en højderyg langs kanale og kigge ned på det engelske landskab, fantastisk med konstruktioner, hvor kanalen føre over en motorvej på en bro. Jeg fatter ikke, hvordan man for mange år siden har skabt et værk som dette. Det har kostet mange arbejdsår.
Hvilken fantastisk ressource med rekreative arealer for alle de byer, der ligger langs kanalen, dette store værk giver. Og kanalen har sit eget liv med de karakteristiske lange smalle flodbåde, som er placeret overalt. Det er transportsystemer, ferieture, markedspladser, kanalen har sit eget liv. Lørdag aften langt ude i nowhere stikker en englænder hovedet ud af sin kanalbåd og rækker mig et glas juice, "orangejuice is good for you" sagde han.
Man nyder førstedagen, kanalen er en oplevelse.
Så kommer natten og andendagen. Nu ved man hvad ultraløb er. Når man passerer de 100 km begynder den mentale udfordring. 30 km mellem depoterne, ensom i mørket, en del slidt, det giver udfordring. Man ser frem til morgensolen, samtidig har man nåt det punkt, hvor man ved om man gennemfører eller går ud. Jeg kunne mærke, at jeg ville komme gennem, det hjælper mig gennem mørkets ensomhed, som heldigvis kun varer 5 - 6 timer. En gang imellem møder man løbere, det her med at man går og løber skiftevis betyder faktisk, at man overhaler/bliver overhalet af de sammeløbere de sidste 90 km. Og på ægte er kotymen, at hver eneste gang man passerer en løbet stiller spørgsmålet; "You are OK?".
Man får et lille kick, når morgensolen kommer, men dset varer ikke ved, De sidste 40 km er Spartathlon revisited, Man kæmper for at holde 5 km/t og kan ikke forstå, man ikke er kommet længere, man udøver mærkelige dicipliner som powerwalk, foroverbøjet jogging med små skridt (som jeg husker de japanske kvinder i Spartathlon) eller bare dyb koncentration om at spadsere hurtigt. Man forstår ikke at men ikke kommer hurtigere frem. Afstandene på kortet må da være misvisende, tænker man. Og der begynder et helt ubegrundet paranoia, om man nu er løbet forkert (ganske ubegrundet, for ruten er faktisk ret simpel). Med 20 km igen gør hvert skridt ondt - uanset hvilken mærkelig måde, man bevaæger sig på, Men får en form for hallucinationer, i spartathlon så jeg konstant buske som personer, der sad langs vejen eller store kunstneriske friser i klippevæggene, her ser jeg konstant en løber 500 m fremme stå og strække ud, men det er altså en busk. Tidsfornemmelsen vender rundt, tiden går ufattelig langsom, du ved at det er ca. 5 km/t. så jo længere tid der går, jo tættere er du mål, men uret går ufatteligt langsomt, og lige pludselig er der en lille bro, du skal op over. Man tænker irrationelt. Jeg tænkte gud hjælpe mig, nu må jeg altså i mål, ellers er jeg nødt til at ringe til hotellet, at min check in bliver sent.
Så er det lige pludelig en person ved stien som siger, "well done - finishline 500 m ahead", man får kræfte til at løbe til sidst.
Bag efter kan man undre sig over, hvorfor man gør det. Det er en mental og fysisk tilfredsstillese. Og hvis ikke man et par dage efter har vabler og muskler, der går det svært at forcere trapper, så har man ikke nået den grænse man søger. No Pain - No Pride"
1. En hyldest til arrangørerne
2. En andeledes oplevelsesrejse gennem England
3. Oplevelsen af, hvad ultraløb virkelig går ud på
Først må jeg lige sammenligne med Spartathlon, som jeg gennemført 2 gange og udgået af to gange. Lad det være sagt klart. Jeg kunne ikke på nuværende tidspunkt gennemføre Sparthathlon. De 10 km ekstra i distancen, de noget skrappere tidsgrænser gør dette løb hårdere. Men med dette sagt, så indeholder GUCR et par andre udfordringer. Der er mellem 20 og 30 km mellem depoter. Det giver en helt anden mental udfordring end at man kan se frem til et nyt depot om 4 km. Det betyder også at man er nødt til at have en rydsæk med overtrækstøj, for vejret er meget omskifteligt (i alt fald i år med skift mellem regn og høj solskin). Det betyder også noget, at man er meget mere alene med kun 100 deltagere på så lang en strækning. Endvidere er GUCR næsten kun på jordstier af forskellig kvalitet, det er altså hårdere og jævn asfalt.
Men ellers ¨har løbene mentalt og fysisk stort set de samme karakteriske udfordringer.
Arrangøren er en privatperson, som hedder Dick Kearn. Og man ser straks ved indskrivning, at han lever og ånder for dette løb. Der bliver gjort alt for os, der ikke har eget supportteam med. Han har ganske få hjælpere, og det er mig en gåed, hvordan de rent logistisk ved hvert eneste checkpoint har al vores bagage klar, de må køre mange ture frem og tilbage mellem checkpoints med så spredt et felt. Og når man kommer til et checkpoint er service og omsorg fantastisk. Man bliver placeret i en stol og kan næsten bede om det, man ønsker. Jeg fik faktisk spist uden problemer på denne tur. Minstronesuppe, Pasta Bolognaise og endog engelsk morgenmad med pølser, æg og bacon tidligt søndag morgen. "Just sit and I will prepare a breakfast for you" var beskeden ved depotet, fantastisk.
Jeg talte efter finishline med en af medhjælperne, som gav udtryk for, at staben åbenbart ser det som en lige så stor oplevelse som og løbere. Der var dog lidt frustration over, at der er en del "unge" løbere, som ved lodtrækningen kom med, der har løbet en hurtig marathon, og som derfor tror de kan klare et løb som dette. Der udgik 40 løbere af de 92, der mødte til start.
Førstedagen er fantastisk, man oplever en side af England, som man ikke rigtig kender. Tænk på operabygningen i Sydney, Keopspyramiden, Turning Torso, store arkitektoniske bedrifter, Men hvem kender Grand Union Canal. Jeg løb 233 km langs kanalen, og det er jo et projekt af dimensioner. Fantastisk at løbe på en højderyg langs kanale og kigge ned på det engelske landskab, fantastisk med konstruktioner, hvor kanalen føre over en motorvej på en bro. Jeg fatter ikke, hvordan man for mange år siden har skabt et værk som dette. Det har kostet mange arbejdsår.
Hvilken fantastisk ressource med rekreative arealer for alle de byer, der ligger langs kanalen, dette store værk giver. Og kanalen har sit eget liv med de karakteristiske lange smalle flodbåde, som er placeret overalt. Det er transportsystemer, ferieture, markedspladser, kanalen har sit eget liv. Lørdag aften langt ude i nowhere stikker en englænder hovedet ud af sin kanalbåd og rækker mig et glas juice, "orangejuice is good for you" sagde han.
Man nyder førstedagen, kanalen er en oplevelse.
Så kommer natten og andendagen. Nu ved man hvad ultraløb er. Når man passerer de 100 km begynder den mentale udfordring. 30 km mellem depoterne, ensom i mørket, en del slidt, det giver udfordring. Man ser frem til morgensolen, samtidig har man nåt det punkt, hvor man ved om man gennemfører eller går ud. Jeg kunne mærke, at jeg ville komme gennem, det hjælper mig gennem mørkets ensomhed, som heldigvis kun varer 5 - 6 timer. En gang imellem møder man løbere, det her med at man går og løber skiftevis betyder faktisk, at man overhaler/bliver overhalet af de sammeløbere de sidste 90 km. Og på ægte er kotymen, at hver eneste gang man passerer en løbet stiller spørgsmålet; "You are OK?".
Man får et lille kick, når morgensolen kommer, men dset varer ikke ved, De sidste 40 km er Spartathlon revisited, Man kæmper for at holde 5 km/t og kan ikke forstå, man ikke er kommet længere, man udøver mærkelige dicipliner som powerwalk, foroverbøjet jogging med små skridt (som jeg husker de japanske kvinder i Spartathlon) eller bare dyb koncentration om at spadsere hurtigt. Man forstår ikke at men ikke kommer hurtigere frem. Afstandene på kortet må da være misvisende, tænker man. Og der begynder et helt ubegrundet paranoia, om man nu er løbet forkert (ganske ubegrundet, for ruten er faktisk ret simpel). Med 20 km igen gør hvert skridt ondt - uanset hvilken mærkelig måde, man bevaæger sig på, Men får en form for hallucinationer, i spartathlon så jeg konstant buske som personer, der sad langs vejen eller store kunstneriske friser i klippevæggene, her ser jeg konstant en løber 500 m fremme stå og strække ud, men det er altså en busk. Tidsfornemmelsen vender rundt, tiden går ufattelig langsom, du ved at det er ca. 5 km/t. så jo længere tid der går, jo tættere er du mål, men uret går ufatteligt langsomt, og lige pludselig er der en lille bro, du skal op over. Man tænker irrationelt. Jeg tænkte gud hjælpe mig, nu må jeg altså i mål, ellers er jeg nødt til at ringe til hotellet, at min check in bliver sent.
Så er det lige pludelig en person ved stien som siger, "well done - finishline 500 m ahead", man får kræfte til at løbe til sidst.
Bag efter kan man undre sig over, hvorfor man gør det. Det er en mental og fysisk tilfredsstillese. Og hvis ikke man et par dage efter har vabler og muskler, der går det svært at forcere trapper, så har man ikke nået den grænse man søger. No Pain - No Pride"
Abonner på:
Kommentarer (Atom)