Fik aldrig mulighed for at berette om min Sct. Paulitur sidste søndag. Tog afsted 6.37 fra Kolding for at nå at hente den billet, jeg var blevet lovet i fanladen (fanklubben). Når frem i en lille butik, hvor det syder af mange forskellige typer, som drikker øl, cola, kaffe på havestole på gaden uden for butikken. Inden for står Justus, ham jeg har mailet med, og venter. Jeg får min billet til den rabiate fantribune til 11 euro (overraskende billigt i betragtning af, at der er udsolgt i måneder før Sct. Paulis hjemmekampe)
På samtlige cafeer sidder en blanding af Mainz tilhængere og lokale Sct. Paulisupportere i skøn forening. I fanbutikken trasker Mainz supportere rundt for at købe souvenirs fra besøget hos den faktisk ret kendte klub med masser af historie (sct. Pauli).
På den udendørs stadioncafe er publikum ligeså broget af røde Maniztilhængere og Sct. Paulisupportere med dødningegehoveder eller i den brune klubtrøje. Jeg tar´ min brune klubtrøje på og tilslutter meg selskaber. Min sidemand har fødselsdag og giver øl. Han fortæller, at sådan er stemningen ved alle kampe. Dog er der engang imellem supportere fra gamle østtyske klubber, der vil lave ballade - men de bliver hurtigt dysset ned. Jeg undrer mig, et selskab af ikke-overklasse, det er tydeligt, studerende, mange gamle arbejdere, punkere med hanekam, jeg har aldrig set en lignende fanskare.
På stadion er jeg placeret blandt de fanatiske på ståpladserne bag mål. Der er klubflag med påskriften Love Sct. Pauli, hate racism, med billeder af Che Guevara og selvfølgelig masser af dødningehoveder. Rundt blandt publikum går øldrenge med store tønder med fadøl på rygger rundt og skænker billig fadøl. Det gør vel i den gode stemning og det varme vejr.
Spillerne kommer på banen og kampen begynder. Hjørneflgene er piratflag, og piraterne fra Sct. Pauli scorer da også to gange og vinder. Og der er konstant sang og tilråb, og tribunerne kalder hinanden op og synger på skift, der er indøvede stadionjubel og opbakning, som ikke har sit lige i danmark.
Kampen er slut, og Sct. Paulispillerne går rundt til tribunerne og modtager deres hyldest. Og nu den perfekte afslutning på denne beretning om fan- og fodboldkultur. Sct. Pauli havde intet at spille for. Mainz kan med nederlaget have tabt oprykning til første bundesliga.
På jubelrunden går Sct. Pauli spillerne hen foran Mainzsupporterne og rejser hænderne. Mainz tilhængerne klapper af Sct. Pauli spillerne, og Sct. Pauli publikum klapper efterfølgende af Mainz supporterne.
På vejen hjem tænker jeg, det er fodboldkultu, som må opleves igen. Blandingen af stærke følelser for eget hold, fanatisk stemning og så samtidig det fredelige samvær. Det er fodboldkultur, som fodboldkultur skal være.
Mon ikke Justus kan skaffe mig billet til en ny oplevelse i Sct. Pauli, når en ny sæson går i gang til efteråret.
