Fascismekortet
For nogle dage siden, var jeg sammen med kollegaer på den engelske pub i Kolding. Vi havde en meget interessant diskution om, hvornår kan man trække fascismekortet i en diskussion. Vi drøftede miljøpolitik i et godt engelsk pub-selskab. Jeg kom til at give udtryk for, at jeg havde en vis forståelse for Bjørn Lomborgs synspunkter - ikke fordi jeg er enig, men fordi jeg rent faktisk synes, at han sætter fokus på en fatiigdomssatsning fremfor en miljøsatsning - ud fra det synspunkt, at fattigdom medfører ekstrem forurening i u-lande. En af mine kollegaer nævnte ordet fascistoidt. Og vi grinede, da en anden sagde: det var tidligt at smide fascismekortet. Vi havde meget morskab over det efterfølgende.
Jeg har tænkt over det, hvor går egentlig grænsen for det, der er provokatorisk, som vi skal dyrke, og det som er gammel-reaktionære synspunkter. Jeg sagde som første bemærkning, jeg ville først spille det kort ved Jesper Langballe - men indrømmede at jeg i en krise-diskussion kunne overveje det det ved Sørine Godfredsen - men aldrig ved Bjørn Lomborg, som trods alt udfordrer vores selvforståelse. De andre er jo lidt præget af en intolerant kristen trosreligion.
Vi har alle en eller anden grænse for, hvornår vi gider diskutere med imbicile fascistoide opponenter (shit alle de bull-shit-ord), men på en eller anden måde er det vigtigt at definere, hvornår er man fascistoid, og hvornår er man udbyttefrig opponent.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar