Hjemme igen, to timers forsinkelse på flyafgangen pga. sneproblemer i København,
Masser af refleksioner. Men skuffelsen står malet over hele mit ansigt. Så tak for opmuntringer om at 80 km også er flot - men sådan er det bare ikke. Det er fiasko, lad os bruge rene ord.
Her er historien om løbets timer.
Jeg kom til en arena med perfekte forhold. Jeg var sikker på egen succes, og jeg prøvede at skabe lidt kulør på løbet med min ST. Pauli-puff (hedder det vist nok).
Helt perfekt med 4 timer og godt 40 km uden at bruge kræfter. Så kunne jeg godt begynde at mærke noget i højre underben - ikke desto mindre gik det rigtig fint frem til 50 km på knap 5 timer.
Men så begyndte smerterne at vise sig. Op til 60 km på 6 timer (faktisk lige efter skemaet) blev smerterne i venstre skinneben stærkere. Jeg besluttede mig for at gå en periode, og den periode kom faktisk til at vare en time uden at smerterne blev mindre (og jeg fik målt at almindelig gang giver 6 km i timen) - tvært imod. Jeg satte mig hen i depotet og spiste min aftens mad - en meget kønsløs pasta med endnu mere kønsløs sauce.
Jeg talte med Peter Bøgevig om min smerte (Peter var på det tidspukt holdt op med at løbe pga. rygproblemer). Han har lidt massage og muskel-kenskab. Jeg trak mine compression tubes ned, og Peter følte på skinnebenet, og dommen var klar - ja men det er skinnebenet, prøv selv du kan mærke varmen, hvilket jeg desværre kunne. Det er tidligt sagde han, har du haft det op til løbet. Nej, sagde jeg (og her må jeg efter dagens eftertanke sige, jeg kunne faktisk godt mærke noget helt nede i foden de sidste to nedtrapningsdage, hvor tempoet blev sat noget iværet, jeg anså det dog som en af de smerter man som ultraløber mange gange kommer ud for og som bare løbes væk - så jeg havde mærket noget - men ikke noget jeg anså som alarmerende)
Konklusionen var, der er betændelse, men du skal igang igen nu, selv om du ser opgivende ud, sagde Peter, hvis det hæver, er det rigtig slemt.
Jeg tog ipoden og den musik, som skulle have været i brug efter de 100 km. Jeg ved ikke hvordan, men på forunderlig vis fik musikken delvist afledt min opmærksomhed fra benet. Jeg gik konsekvent gennem et sving og løb resten af omgangen dvs. 90 m gang og 300 m løb. Det gik faktisk i 15 km op til 80 km (og jeg holdt faktisk mellem 8,5 og 9 km i timen), men i længden kunne musikken ikke forhindre, at hver eneste gang jeg begyndte at gå, så havde jeg en krop og venstre ben som bare ville frem, og et højreben, hvor der næsten gik stød igennem for hvert skridt.
Jeg satte mig ned ved 80 km, hvis jeg fortsatte i samme tempo ville jeg stadig kunne nå 100 km inden 12 timer. Jeg kiggede på skinnebenet, ned over underbenet var 4 mindre men markante røde hævelser. Jeg snakkede igen med Peter, og det eneste han kunne sige var, det bliver kun værre nu.
Efter en halv time gik jeg tre omgange - men jeg tænkte, det her er dødemandsmarch uden formål, og jeg satte mig igen. Peter sagde, gå hjem og benyt dit hotel, og efter endnu 3 kvarters overvejelser var jeg enig. Det var tunge skridt hen for at aflevere chippen og definitivt udgå. Men at ødelægge sig selv yderligere for at nå et resultat, som under alle omstændigheder ville være fiasko, synes helt absurt.
Stor tak til Peter, uden hvis opbakning, jeg ikke havde taget de sidste 15 km, men så havde haft følelsen af ikke at have givet løbet 100 % chance, men også for at understøtte erkendelsen af, at uanset hvor mange ubrugte kræfter jeg havde tilbage, så var det altså forbi.
Også tak til Rene, Tina, Tom, Thomas, Jørgen og Jacob, det var en dejlig gruppe at være sammen med, og der var hele tiden gensidig støtte i det danske depot.
Morgenen efter mødte jeg op for at støtte de andre danskeres sidste kamp. Jeg viste på forhånd, at Peter, Tom og Rene ikke ville løbe igennem. Jeg havde håbet på at Thomas ville kæmpe efter det der også var mit mål (200 km), men han var også stoppet. Jaccob og Jørgen var ligeledes stoppet. Tina holdt fast og kæmpede sig hele vejen igennem - men nok ikke til et tilfredsstillende resultat for hende selv. Så en kedelig dansk indsats.
Jeg havde i øvrigt en stor rød plamage over hele højre skinneben denne søndag morgen .
Smerten er ligegyldig, den kommer jeg over. Det rigtig sure er mange timers forberedelse, og så udgå med skade. Jeg har de omkring 200 km i mig, det følte jeg også i starten af løbet.
Hvad der er mere til eftertanke er, om mine muskler kan blive ved med at klare løbebelastningen ved de her ekstremt lange distancer, jeg restituerer ikke lige så hurtigt som for bar 5 år siden. Jeg kan ikke undvære en eller anden form for ekstrem udfoldelse - men ironman med cykling og løb vil unægteligt være gavnligt for min krop (i forhold til løb, løb og løb). Der er bare lige det der med at komme gennem 3800 m crawl-svømning.
Jeg har en skadespause med tid til overvejelse, og som det første skal jeg finde et forårs marathon jeg vil løbe. Man skal ikke komme med forhastede udmeldinger efter en skuffelse, og jeg vil ikke afskrive Bornholm 24 timer i juni. Men det er klart, at 24 timers løb er ikke bare noget man forbereder med kort frist, og jeg har nu et helt andet syn på skades risikoen. Jeg havde trods alt også skinnebensbetændelse op til Frankfurtmarathon i efteråret (som jeg også havde satset lidt på), så det bliver en afvejning af om forberedelserne er skadesrisikoen værd !!
