Mål for 2011: GUCR og Challenge Copenhagen

Jeg har efter Frankfurt marathon nu holdt 8 hviledage fra løb. Det har været en lang sæson, jeg har haft brug for de dage. Samtidig er målene for 2011 blevet klare. Challenge Copenhagen i august og Grand Union Channel Race.

Det er over en måned siden jeg besluttede mig for, at 2011 må være året for en Ironmann, og med den fantastiske søsætning af Challenge Copenhagen i år må det være stedet for mig i august 2011. Jeg har købt cykeludstyr til begivenheden, og jeg håber naturligvis, at weekendvejret nogle gange i løbet af vinteren vil give mig mulighed for at komme i gang på enkeltstartcyklen, motivationen mangler i alt fald ikke, hvis chancen byder sig. Ellers er jeg godt klar over, at en masse moutainbike bliver vintercykeltræningen. Og så er der selvfølgelig svammetræningen, hvor forbedring af crawlteknik selvfølgelig står øverst på dagsordenen.

Det er klart, at jeg går ind i en periode med meget mere varieret træning end, jeg har været vant til. Det tror jeg er godt for motivationen med registrering af forholdvis hurtige forbedringer i starten af træningsforløbet. Og jeg tror det er specielt godt for mulighederne for at holde sig skadesfri. Det er heldigvis lykkedes siden den rigtige sure skade i januar 2010 ved 24 h i Helsinki - men en vintertræning med variation mellem løb, cykling og svømning vil formentlig i den henseende være gavnlig for en kontinuerlig opbygning til 2011´s mål.

Så kom GUCR ind i billedet. 233 km fra Birmingham til London i maj med meget få depoter. Jeg var selvfølgelig forberedt på, at jeg havde store chancer for ikke at komme op af hatten ved lodtrækningen sidste fredag - men det gjorde jeg, og det er en chance for at deltage i et af de rigtig lange løb, som jeg ikke kan sige nej til.

Mit træningsforløb vil være gradvis stigende trialhlon træning frem til april 2011 for at opbygge form (herunder indgår forskellige marathons). Fokus på løb fra første april til midten af maj med henblik på GUCR - og efter forhåbentlig succesfuld gennemførelse tri-træning frem til Challenge Copenhagen i august 2011 - formentlig et forløb uden at løbe marathons.

Der skal selvfølgelig sættes nogle milepæle for træningen. Men nu gælder det om at komme igang igen efter 2010 sæsonen og tænke positivt tilbage på mange gode oplevelser på landevejen - trods den sure week-end i Helsinki.