Jeg kom til at tænke over det, da jeg idag var i TP-music i Kolding. Jeg havde undret mig over, at jeg ikke blandt rockkategorien kunne finde Greenday til en fødselsdagsgave fidligere på ugen. Jeg opdagede med glæde, at der faktisk i butikken var en lille kategori med punk.
Herefter begyndte jeg at tænke, skal man som 50-årig søge efter Green Day ? Jeg mener, jeg voksede op med en fornemmelse af, at man sådan automatisk gennem livet startede med pop-smag, herefter god rock og jazz og så, når man var udviklet, så elskede man klassisk og opera.
Men lidt sjovt er det jo ikke sådan det er gået. Jeg har hele tiden været ti år bagude i forhold til ny trend. Jeg var for ung til egentlig at synes om Dylan i midten af 70erne, jeg elsker ham stadig - og faktisk mere og mere fordi hans numre bliver mere og mere uslebne på scenen.
Jeg har kastet mig over Ramones (dog startede min facination her for 15 år siden) og Greenday, som er de bedste punkbands - sådan set også 10 år for sent i forhold til trenden.
Gud ved, hvad det ender med , når jeg bliver pensionist ?
Jeg synes bare det er en interessant tankegang om anakronisme og ikke-forudsigelig udvikling i musiksmag i takt med at man bliver ælde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar