Punkens historie i lars-Uffe´s hjerne

Baggrunden er enkelt numre som The Who´s My generation, det er et opgør med alenlange individuelle guitarsoloer og troen på kollektivets energi, det er en beskrivelse af forstadsmiljøer, om socialt oprør, og det er en tro på, at musikken har en udstødt gruppe som f.eks. de autonome som målgruppe. På en gang er det meget politisk og samtidig ekstremt antipolitisk med teorier på skrivebordet.

Jeg liggede i dag mine gamle vinyl lper igennem, og ja der var fra gymnasietiden en Ramones, en Clash og en Sex Pistols.

Det ultimative punkband fra 1976 er Ramones, som havde politikken om energi fra starten, og ingen numre må vare mere end 3,5 min, som det var tilfældet med rockmusikkens gennembrud i slut 50´erne.

Hurtigt fulgte bands som Sex Pistols og Clash, Sidstnævnte med kultpladen "London Calling", som blev tæt forbundet med de daværende Brixton-uroligheder mod den hyperkonservative Thatcher-regering. I Danmark er det mest markante band på de tider Sodz - senere Sort Sol, som så sandelig også indgår i min plade og CD samling.

Jeg kan huske, at jeg hørte Green Day i starten af 90érne (dannet 1989) og tænkte, at det var et band man burde følge.

Jeg har selvfølgelig hørt Ramones mange gange siden den gang. Men det var faktisk først for et halvt år siden, da jeg en lørdag morgen på P3 hørte "American Idiot" og blev mindet om en forgangen musikfortid.

Jeg er siden blevet opmærksom på, at Green Day faktisk har haft et vist nyt gennembrud i perioden 2005 - 2010. Og de sidste tre måneder, har jeg været fanget af genopdagelsen.

På en måde er det jo mere naturligt for mig at dyrke Green Day end Bob Dylan som nostalgi. Punkmusikken, som de nu forsøger at genoplive (indrømmet i mere populæ form, hvor i alt fald ramones tidskrav bliver overset) er jo faktisk den nye musik i min gymnasietid og første universitetsår.

Og så er den jo med mine holdninger - rigtig meget politisk korrekt :-)

Musiksmag

Jeg kom til at tænke over det, da jeg idag var i TP-music i Kolding. Jeg havde undret mig over, at jeg ikke blandt rockkategorien kunne finde Greenday til en fødselsdagsgave fidligere på ugen. Jeg opdagede med glæde, at der faktisk i butikken var en lille kategori med punk.

Herefter begyndte jeg at tænke, skal man som 50-årig søge efter Green Day ? Jeg mener, jeg voksede op med en fornemmelse af, at man sådan automatisk gennem livet startede med pop-smag, herefter god rock og jazz og så, når man var udviklet, så elskede man klassisk og opera.

Men lidt sjovt er det jo ikke sådan det er gået. Jeg har hele tiden været ti år bagude i forhold til ny trend. Jeg var for ung til egentlig at synes om Dylan i midten af 70erne, jeg elsker ham stadig - og faktisk mere og mere fordi hans numre bliver mere og mere uslebne på scenen.

Jeg har kastet mig over Ramones (dog startede min facination her for 15 år siden) og Greenday, som er de bedste punkbands - sådan set også 10 år for sent i forhold til trenden.

Gud ved, hvad det ender med , når jeg bliver pensionist ?

Jeg synes bare det er en interessant tankegang om anakronisme og ikke-forudsigelig udvikling i musiksmag i takt med at man bliver ælde

Da magien kom til Herning

Tanker om endnu en Dylankoncert

En gang imellem sker der noget uforklarligt og fantastisk. Det skete den her aftan midt på heden i Herning i en stor firkantet boks blandt det ældste publikum, jeg nogensinde har været til koncert med.

Tre numre inde i andet sæt forlod Mark Knopfler scenen, og Dylan og hans orkester indledte en helt magisk time. I kender følelsen, lige pludselig er alt perfekt - verden er, som verden burde være.

Forud var gået et første sæt med Mark Knopfler - og ja - han spiller da meget pænt, men forudsigeligheden er så sandelig også til at få øje på. Knopfler indledte andet sæt med Dylan med et noget famlende Leopard skinn pillbox hat og It ain´t me babe. Så kom det her magiske øjeblik, Dylan og band indledte en hæsblæsende udgave af Mississipi. Lige pludselig så vi en Chaplin-lignende 70 årig gammel mand valse rundt på scenen, pludselig følte man, hvis man kiggede væk fra scenen et øjeblik, at dette var da et stort bigband og ikke et rockorkester, der leverede den eminente blueslyd.

Og det fortsatte med Desolation row og specielt Highway 61, som var aftenens store scoop. Og al nostalgi blev samtidig blæst ud fra salen og det fremmødte pensionistpublikum. Simpel twist of fate og en fantastisk effektfuld udgave af Ballad of the thin man, der med ekkoeffekter næsten får os til at tro på, at trommeslagere Brian Jones virkelig begik selvmord, fordi Dylan havde skrevet denne sang om en dybt psykotisk Mr. Jones.

Og selvfølgelig fungerede Like a Rolling Stone som ekstranummer, efter en udgave af All along the Watchtower, som jeg så til gengæld synes Dylan fraserede noget stakatoagtigt.

Det er befriende, at Dylan i de seneste år har undladt den der påduttede nostalgi, hvor har som appendiks til den øvrige koncert skal stå med akustisk guitar og blæse mundharmonika. Det er fantastisk som den gamle mester stadig nyfortolker sine gamle sange i nye ret rå udgaver - men altid med ny framragende stab af musikere omkring sig.

Og således optemt overnattede jeg i et hotel på heden i Blickers tågemættede efterårsvejr.