Begynder at blive tæt på.
Nu kan man begynde at glæde sig. Rejser på onsdag morgen kl. 6.00. Tager inden da nattoget til kbh airport og er i lufthavnen kl. ca 3.30.
Det er meget lang tid siden jeg har været udenfor europa. Faktisk skal vi tilbage til 1999 (tror jeg nok) hvor det var et marathon på den kinesiske mur. der trak. Det er en kort tur 10/11 dage, alt efter hvor meget rejsetid, man regner med. Men selvfølgelig er det en drøm om at stå på Afrikas højeste punkt. Og jeg gider sådan set ikke turistsafari eller badeferie på Zanzibar efterfølgende.
Mit største problem lige nu er, hvordan, jeg pakker rygsækken, så der er plads til det hele. Men det løser sig jo. Og så eftertankerne, jeg har holdt en lang pause efter GUCR med udelukkende småløb for at holde en minimal form, som jeg ikke engang har registreret på mit Garmin ur. Men jeg skal jo efterfølgende i løbeform igen. Håber, at jeg blive trukket i lodtrækningen til GUCR 2012, jeg har i alt fald meldt mig som ansøger. Det bliver så næste mål i et år, hvor jeg for første gang siden 1995 ikke har løbet et marathon - men Birmingham - London i år tæller jo trods alt også som et langt løb i 2011 :-)
fredag den 7. oktober 2011
tirsdag den 31. maj 2011
GUCR 2011
Det er en sejr for mig. Jeg gennemførte de 233 km fra Birmingham til London. Mine indtryk kan beskrives i 3 punkter:
1. En hyldest til arrangørerne
2. En andeledes oplevelsesrejse gennem England
3. Oplevelsen af, hvad ultraløb virkelig går ud på
Først må jeg lige sammenligne med Spartathlon, som jeg gennemført 2 gange og udgået af to gange. Lad det være sagt klart. Jeg kunne ikke på nuværende tidspunkt gennemføre Sparthathlon. De 10 km ekstra i distancen, de noget skrappere tidsgrænser gør dette løb hårdere. Men med dette sagt, så indeholder GUCR et par andre udfordringer. Der er mellem 20 og 30 km mellem depoter. Det giver en helt anden mental udfordring end at man kan se frem til et nyt depot om 4 km. Det betyder også at man er nødt til at have en rydsæk med overtrækstøj, for vejret er meget omskifteligt (i alt fald i år med skift mellem regn og høj solskin). Det betyder også noget, at man er meget mere alene med kun 100 deltagere på så lang en strækning. Endvidere er GUCR næsten kun på jordstier af forskellig kvalitet, det er altså hårdere og jævn asfalt.
Men ellers ¨har løbene mentalt og fysisk stort set de samme karakteriske udfordringer.
Arrangøren er en privatperson, som hedder Dick Kearn. Og man ser straks ved indskrivning, at han lever og ånder for dette løb. Der bliver gjort alt for os, der ikke har eget supportteam med. Han har ganske få hjælpere, og det er mig en gåed, hvordan de rent logistisk ved hvert eneste checkpoint har al vores bagage klar, de må køre mange ture frem og tilbage mellem checkpoints med så spredt et felt. Og når man kommer til et checkpoint er service og omsorg fantastisk. Man bliver placeret i en stol og kan næsten bede om det, man ønsker. Jeg fik faktisk spist uden problemer på denne tur. Minstronesuppe, Pasta Bolognaise og endog engelsk morgenmad med pølser, æg og bacon tidligt søndag morgen. "Just sit and I will prepare a breakfast for you" var beskeden ved depotet, fantastisk.
Jeg talte efter finishline med en af medhjælperne, som gav udtryk for, at staben åbenbart ser det som en lige så stor oplevelse som og løbere. Der var dog lidt frustration over, at der er en del "unge" løbere, som ved lodtrækningen kom med, der har løbet en hurtig marathon, og som derfor tror de kan klare et løb som dette. Der udgik 40 løbere af de 92, der mødte til start.
Førstedagen er fantastisk, man oplever en side af England, som man ikke rigtig kender. Tænk på operabygningen i Sydney, Keopspyramiden, Turning Torso, store arkitektoniske bedrifter, Men hvem kender Grand Union Canal. Jeg løb 233 km langs kanalen, og det er jo et projekt af dimensioner. Fantastisk at løbe på en højderyg langs kanale og kigge ned på det engelske landskab, fantastisk med konstruktioner, hvor kanalen føre over en motorvej på en bro. Jeg fatter ikke, hvordan man for mange år siden har skabt et værk som dette. Det har kostet mange arbejdsår.
Hvilken fantastisk ressource med rekreative arealer for alle de byer, der ligger langs kanalen, dette store værk giver. Og kanalen har sit eget liv med de karakteristiske lange smalle flodbåde, som er placeret overalt. Det er transportsystemer, ferieture, markedspladser, kanalen har sit eget liv. Lørdag aften langt ude i nowhere stikker en englænder hovedet ud af sin kanalbåd og rækker mig et glas juice, "orangejuice is good for you" sagde han.
Man nyder førstedagen, kanalen er en oplevelse.
Så kommer natten og andendagen. Nu ved man hvad ultraløb er. Når man passerer de 100 km begynder den mentale udfordring. 30 km mellem depoterne, ensom i mørket, en del slidt, det giver udfordring. Man ser frem til morgensolen, samtidig har man nåt det punkt, hvor man ved om man gennemfører eller går ud. Jeg kunne mærke, at jeg ville komme gennem, det hjælper mig gennem mørkets ensomhed, som heldigvis kun varer 5 - 6 timer. En gang imellem møder man løbere, det her med at man går og løber skiftevis betyder faktisk, at man overhaler/bliver overhalet af de sammeløbere de sidste 90 km. Og på ægte er kotymen, at hver eneste gang man passerer en løbet stiller spørgsmålet; "You are OK?".
Man får et lille kick, når morgensolen kommer, men dset varer ikke ved, De sidste 40 km er Spartathlon revisited, Man kæmper for at holde 5 km/t og kan ikke forstå, man ikke er kommet længere, man udøver mærkelige dicipliner som powerwalk, foroverbøjet jogging med små skridt (som jeg husker de japanske kvinder i Spartathlon) eller bare dyb koncentration om at spadsere hurtigt. Man forstår ikke at men ikke kommer hurtigere frem. Afstandene på kortet må da være misvisende, tænker man. Og der begynder et helt ubegrundet paranoia, om man nu er løbet forkert (ganske ubegrundet, for ruten er faktisk ret simpel). Med 20 km igen gør hvert skridt ondt - uanset hvilken mærkelig måde, man bevaæger sig på, Men får en form for hallucinationer, i spartathlon så jeg konstant buske som personer, der sad langs vejen eller store kunstneriske friser i klippevæggene, her ser jeg konstant en løber 500 m fremme stå og strække ud, men det er altså en busk. Tidsfornemmelsen vender rundt, tiden går ufattelig langsom, du ved at det er ca. 5 km/t. så jo længere tid der går, jo tættere er du mål, men uret går ufatteligt langsomt, og lige pludselig er der en lille bro, du skal op over. Man tænker irrationelt. Jeg tænkte gud hjælpe mig, nu må jeg altså i mål, ellers er jeg nødt til at ringe til hotellet, at min check in bliver sent.
Så er det lige pludelig en person ved stien som siger, "well done - finishline 500 m ahead", man får kræfte til at løbe til sidst.
Bag efter kan man undre sig over, hvorfor man gør det. Det er en mental og fysisk tilfredsstillese. Og hvis ikke man et par dage efter har vabler og muskler, der går det svært at forcere trapper, så har man ikke nået den grænse man søger. No Pain - No Pride"
1. En hyldest til arrangørerne
2. En andeledes oplevelsesrejse gennem England
3. Oplevelsen af, hvad ultraløb virkelig går ud på
Først må jeg lige sammenligne med Spartathlon, som jeg gennemført 2 gange og udgået af to gange. Lad det være sagt klart. Jeg kunne ikke på nuværende tidspunkt gennemføre Sparthathlon. De 10 km ekstra i distancen, de noget skrappere tidsgrænser gør dette løb hårdere. Men med dette sagt, så indeholder GUCR et par andre udfordringer. Der er mellem 20 og 30 km mellem depoter. Det giver en helt anden mental udfordring end at man kan se frem til et nyt depot om 4 km. Det betyder også at man er nødt til at have en rydsæk med overtrækstøj, for vejret er meget omskifteligt (i alt fald i år med skift mellem regn og høj solskin). Det betyder også noget, at man er meget mere alene med kun 100 deltagere på så lang en strækning. Endvidere er GUCR næsten kun på jordstier af forskellig kvalitet, det er altså hårdere og jævn asfalt.
Men ellers ¨har løbene mentalt og fysisk stort set de samme karakteriske udfordringer.
Arrangøren er en privatperson, som hedder Dick Kearn. Og man ser straks ved indskrivning, at han lever og ånder for dette løb. Der bliver gjort alt for os, der ikke har eget supportteam med. Han har ganske få hjælpere, og det er mig en gåed, hvordan de rent logistisk ved hvert eneste checkpoint har al vores bagage klar, de må køre mange ture frem og tilbage mellem checkpoints med så spredt et felt. Og når man kommer til et checkpoint er service og omsorg fantastisk. Man bliver placeret i en stol og kan næsten bede om det, man ønsker. Jeg fik faktisk spist uden problemer på denne tur. Minstronesuppe, Pasta Bolognaise og endog engelsk morgenmad med pølser, æg og bacon tidligt søndag morgen. "Just sit and I will prepare a breakfast for you" var beskeden ved depotet, fantastisk.
Jeg talte efter finishline med en af medhjælperne, som gav udtryk for, at staben åbenbart ser det som en lige så stor oplevelse som og løbere. Der var dog lidt frustration over, at der er en del "unge" løbere, som ved lodtrækningen kom med, der har løbet en hurtig marathon, og som derfor tror de kan klare et løb som dette. Der udgik 40 løbere af de 92, der mødte til start.
Førstedagen er fantastisk, man oplever en side af England, som man ikke rigtig kender. Tænk på operabygningen i Sydney, Keopspyramiden, Turning Torso, store arkitektoniske bedrifter, Men hvem kender Grand Union Canal. Jeg løb 233 km langs kanalen, og det er jo et projekt af dimensioner. Fantastisk at løbe på en højderyg langs kanale og kigge ned på det engelske landskab, fantastisk med konstruktioner, hvor kanalen føre over en motorvej på en bro. Jeg fatter ikke, hvordan man for mange år siden har skabt et værk som dette. Det har kostet mange arbejdsår.
Hvilken fantastisk ressource med rekreative arealer for alle de byer, der ligger langs kanalen, dette store værk giver. Og kanalen har sit eget liv med de karakteristiske lange smalle flodbåde, som er placeret overalt. Det er transportsystemer, ferieture, markedspladser, kanalen har sit eget liv. Lørdag aften langt ude i nowhere stikker en englænder hovedet ud af sin kanalbåd og rækker mig et glas juice, "orangejuice is good for you" sagde han.
Man nyder førstedagen, kanalen er en oplevelse.
Så kommer natten og andendagen. Nu ved man hvad ultraløb er. Når man passerer de 100 km begynder den mentale udfordring. 30 km mellem depoterne, ensom i mørket, en del slidt, det giver udfordring. Man ser frem til morgensolen, samtidig har man nåt det punkt, hvor man ved om man gennemfører eller går ud. Jeg kunne mærke, at jeg ville komme gennem, det hjælper mig gennem mørkets ensomhed, som heldigvis kun varer 5 - 6 timer. En gang imellem møder man løbere, det her med at man går og løber skiftevis betyder faktisk, at man overhaler/bliver overhalet af de sammeløbere de sidste 90 km. Og på ægte er kotymen, at hver eneste gang man passerer en løbet stiller spørgsmålet; "You are OK?".
Man får et lille kick, når morgensolen kommer, men dset varer ikke ved, De sidste 40 km er Spartathlon revisited, Man kæmper for at holde 5 km/t og kan ikke forstå, man ikke er kommet længere, man udøver mærkelige dicipliner som powerwalk, foroverbøjet jogging med små skridt (som jeg husker de japanske kvinder i Spartathlon) eller bare dyb koncentration om at spadsere hurtigt. Man forstår ikke at men ikke kommer hurtigere frem. Afstandene på kortet må da være misvisende, tænker man. Og der begynder et helt ubegrundet paranoia, om man nu er løbet forkert (ganske ubegrundet, for ruten er faktisk ret simpel). Med 20 km igen gør hvert skridt ondt - uanset hvilken mærkelig måde, man bevaæger sig på, Men får en form for hallucinationer, i spartathlon så jeg konstant buske som personer, der sad langs vejen eller store kunstneriske friser i klippevæggene, her ser jeg konstant en løber 500 m fremme stå og strække ud, men det er altså en busk. Tidsfornemmelsen vender rundt, tiden går ufattelig langsom, du ved at det er ca. 5 km/t. så jo længere tid der går, jo tættere er du mål, men uret går ufatteligt langsomt, og lige pludselig er der en lille bro, du skal op over. Man tænker irrationelt. Jeg tænkte gud hjælpe mig, nu må jeg altså i mål, ellers er jeg nødt til at ringe til hotellet, at min check in bliver sent.
Så er det lige pludelig en person ved stien som siger, "well done - finishline 500 m ahead", man får kræfte til at løbe til sidst.
Bag efter kan man undre sig over, hvorfor man gør det. Det er en mental og fysisk tilfredsstillese. Og hvis ikke man et par dage efter har vabler og muskler, der går det svært at forcere trapper, så har man ikke nået den grænse man søger. No Pain - No Pride"
søndag den 1. maj 2011
Uhuru Peak - et skridt nærmere
Jeg tog skridtet - turen er booket - turen som beskrevet i tidligere indlæg.
jeg vil se sne på Kilimanjaro inden vi med vores bilisme, CO2 - udledninger mv har ødelagt denne oplevelse, jeg vil gå fra tropesol til arktisk klima, jeg vil prøve mig selv i den kolde luft.
Fra 12 oktober går turen sydover og derefter opad.
Jeg kunne have ventet med at booke, men jeg ønsker altid at indstille mig på store oplevelser i god tid :-), og det skal være nu.
Glæder mig allerede - men der er jo lang tid til.
jeg vil se sne på Kilimanjaro inden vi med vores bilisme, CO2 - udledninger mv har ødelagt denne oplevelse, jeg vil gå fra tropesol til arktisk klima, jeg vil prøve mig selv i den kolde luft.
Fra 12 oktober går turen sydover og derefter opad.
Jeg kunne have ventet med at booke, men jeg ønsker altid at indstille mig på store oplevelser i god tid :-), og det skal være nu.
Glæder mig allerede - men der er jo lang tid til.
søndag den 17. april 2011
Jeg står overfor et valg. Jeg ved, at jeg melder fra i løbet af en uge til challenge copenhagen. Cykelmuskler kræver lidt mere end forventet. Og jeg var godt på vej med svømning. Men skader ved at svømme har gjort mig hundeangst for disiplinen. Og nu må det være GUCR, med cykling som tillæg til mange timers aktivitet. Jeg kan bare ikke have dårlig samvittighed over, at jeg ikke tør svømme før GUCR. Det er det, som er i centrum. Valget: at søge målet med Kilimanjaro i december eller tage på La santa Sport omkring 8. oktober for at gennnemføre Ironman. Jeg ved det ikke endnu. Men jeg skal nok nå begge mål :-)
torsdag den 13. januar 2011
Man fryser ikke i Hamburg
En togbillet frem og tilbage til Hamburg koster 700 kr. Hvem vil betale det for en fodboldkamp. Det vil jeg ! Lørdag går det løs igen. Det er ikke Barcelonaspil, det er ikke hjemstavn, det er den unikke gruppe af tilhængere FC St. Pauli har.
Oplev det engang, og du er fortabt. Byens hold, de autonome, de gamle arbejdere, de studerende mm, St Pauli er klubben med det publikum, jeg kan identificere mig med. Det er 9. gang på halvandet år, jeg tager turen.
Det er Europas største antifacistiske bevægelse, det er stemning, som siger: "dansk superligastemning - fuck it". Fra 1 time før kampen, hvor man går på stadion er der hæsblæsende stemning, som ville få "røde, Aabs fanindpisker på stadion i Aalborg til at falde bag over.
Og det fantastiske er, at vi holder med vores hold, det er ikke platte kommentarer om modstanderne, det kommer an på. Hvis en tilhænger af St. Puli råber racistiske tilråb til en modstander, vil vedkommende formentlig blive diskret fulgt ud af stadion af de øvrige fans. St. Paulistemning (og måske tysk fodbold stemning - det ved jeg ikke - ud over St Puli har jeg kun set Herta Berlin i Tyskland en enkelt gang) lader meget inspitration til overs for mange danske klubber.
Den lille Kathedral, Millerntor stadion, har kun plads til 24.000 tilskuere. De 22.000 pladser er til sæsonkort - og der er 10 års ventetid på et sæsonkort. Af de sidste 2000 billetter har ultra St. Pauli er lille kvote for tilskuere, som kommer fra et andet land elle meget langt v æk i Tyskland. Faktisk har jeg bedre muligheder for en billet hos de mest fanatiske som dansker end en borger i Hamburg uden sæsonkort ville have. Det er jeg taknemlig for. Viva St. Pauli, viva den eneste fodboldklub som tager politisk stilling, viva anti fa (facist) hooligans. Glæder mig
Oplev det engang, og du er fortabt. Byens hold, de autonome, de gamle arbejdere, de studerende mm, St Pauli er klubben med det publikum, jeg kan identificere mig med. Det er 9. gang på halvandet år, jeg tager turen.
Det er Europas største antifacistiske bevægelse, det er stemning, som siger: "dansk superligastemning - fuck it". Fra 1 time før kampen, hvor man går på stadion er der hæsblæsende stemning, som ville få "røde, Aabs fanindpisker på stadion i Aalborg til at falde bag over.
Og det fantastiske er, at vi holder med vores hold, det er ikke platte kommentarer om modstanderne, det kommer an på. Hvis en tilhænger af St. Puli råber racistiske tilråb til en modstander, vil vedkommende formentlig blive diskret fulgt ud af stadion af de øvrige fans. St. Paulistemning (og måske tysk fodbold stemning - det ved jeg ikke - ud over St Puli har jeg kun set Herta Berlin i Tyskland en enkelt gang) lader meget inspitration til overs for mange danske klubber.
Den lille Kathedral, Millerntor stadion, har kun plads til 24.000 tilskuere. De 22.000 pladser er til sæsonkort - og der er 10 års ventetid på et sæsonkort. Af de sidste 2000 billetter har ultra St. Pauli er lille kvote for tilskuere, som kommer fra et andet land elle meget langt v æk i Tyskland. Faktisk har jeg bedre muligheder for en billet hos de mest fanatiske som dansker end en borger i Hamburg uden sæsonkort ville have. Det er jeg taknemlig for. Viva St. Pauli, viva den eneste fodboldklub som tager politisk stilling, viva anti fa (facist) hooligans. Glæder mig
torsdag den 23. december 2010
God jul og godt nytår
Skuffelse i Helsinki - man mange gode oplevelser på 9 marathon og 3 ultra i 2010. Det er alt i alt set en positiv oplevelse. Læsø, Samsø, Frankfurt (og som sædvanlig Swiss Alpine) var gode oplevelser. Og specielt Mariagerfjord rundt var suværent. Tak til arrangører og kammerater, jeg mødte ved begivenhederne.
Dylan teaterkoncert og specielt Nick Cave i Falkoner, gode oplevelser med en ven fra fortiden, tak Michel for mange gode timer, du må sq snart komme til Kolding igen.
St. pauli, som i deres 100 år som "non established", rykkede op i første bundesliga. Oplevelser af dimensioner, som bevirker, at jeg ikke rigtig gider gå til fodbold i Danmark.
Og de gode kollegaer på arbejdet, som arbejder som et team, der vil gøre Kolding til et endnu bedre sted at bo. Jeg glæder mig til nye projekter næste år.
Og mine sparsomme ønsker til det næste år:
Må Tom Waits og Ramones komme til Danmark.
Må jeg finde ( eller føle at være i ) et parti med anstændige og fremadrettede synspunkter.
Må jeg have gode oplevelser i GUCR og Copenhagen Challenge, som bliver de store udfordringer:
Må St. Pauli blive i bedste liga og må KIF finde en placering i håndboldligaen, som alle deres stjerner burde være garant for.
Og så må i alle derude lave jeres egne nytårsønsker.
Tak til jer alle for et godt år, og jeg håber vi ses derude i virkeligheden i løbet af 2011.
Hilsen lars-uffe
Dylan teaterkoncert og specielt Nick Cave i Falkoner, gode oplevelser med en ven fra fortiden, tak Michel for mange gode timer, du må sq snart komme til Kolding igen.
St. pauli, som i deres 100 år som "non established", rykkede op i første bundesliga. Oplevelser af dimensioner, som bevirker, at jeg ikke rigtig gider gå til fodbold i Danmark.
Og de gode kollegaer på arbejdet, som arbejder som et team, der vil gøre Kolding til et endnu bedre sted at bo. Jeg glæder mig til nye projekter næste år.
Og mine sparsomme ønsker til det næste år:
Må Tom Waits og Ramones komme til Danmark.
Må jeg finde ( eller føle at være i ) et parti med anstændige og fremadrettede synspunkter.
Må jeg have gode oplevelser i GUCR og Copenhagen Challenge, som bliver de store udfordringer:
Må St. Pauli blive i bedste liga og må KIF finde en placering i håndboldligaen, som alle deres stjerner burde være garant for.
Og så må i alle derude lave jeres egne nytårsønsker.
Tak til jer alle for et godt år, og jeg håber vi ses derude i virkeligheden i løbet af 2011.
Hilsen lars-uffe
tirsdag den 2. november 2010
Meget begejstret for en ny billet til en St Pauli-kamp.
Det er måske svært at forstå, men det er en totaloplevelse den 13 nov. jeg ser frem til. Det er tysk fodboldkultur, hjertet og den største anti-fascistiske bevægelse i Europa. Man kan kun opleve det på Millerntor stadion.
7 gange har jeg været der. Mødet med fans i fanladen, hvor billetten afhentes, man mærker, at det her er altså de autonomes, de studerendes, arbejdernes hold. Ved stadion går tilskuere fra hjemme og ude-hold rundt og snakker sammen - jeg har oplevet Sønderjyske Stadion, hvor et politiopbud adskiller 50 Aab-fans fra Sønderjyske fans - men nej udeholdet kommer ind i fanshoppen og køber St Pauli souvenirs. Tysk fodbold kultur er anderledes end dansk. Og fra en halv time før start er der gang i den med en helt anden form for fællessang end den kendes fra danske stadions. Der er noget over tysk fodbold kultur.
Og så er det holdet, som Hamburg holder med, det er arbejdernes hold, de autonemes og antifascistenes hold. Der er 3 hold i Europa af den slags, det er udover St Pauli Athletic Bilbao og Celtic.
Og på banen hænger hjertet uden på trøjen. den tidligere tyske landsholdsspiller Asamoah udtalte, da han før sæsonen skiftede til St. pauli, "jaman jeg havde bedre tilbud, men det ser ud til, at det er sjovt at spille for det hold". Selvfølgelig kommer der udvisninger, men det er ikke professionelle frispark, det er hjerteblodet, der flyder over. Ogf man ser aldrig opgivende Aab-øjne. Supporterne er der, bagud eller ej - ligeså spillerne.
Man kan kun opleve det på Millerntor stadion. Og efter den oplevelse vil men altid synes, at en dansk superligakamp er et antiklimaks!!!
Det er måske svært at forstå, men det er en totaloplevelse den 13 nov. jeg ser frem til. Det er tysk fodboldkultur, hjertet og den største anti-fascistiske bevægelse i Europa. Man kan kun opleve det på Millerntor stadion.
7 gange har jeg været der. Mødet med fans i fanladen, hvor billetten afhentes, man mærker, at det her er altså de autonomes, de studerendes, arbejdernes hold. Ved stadion går tilskuere fra hjemme og ude-hold rundt og snakker sammen - jeg har oplevet Sønderjyske Stadion, hvor et politiopbud adskiller 50 Aab-fans fra Sønderjyske fans - men nej udeholdet kommer ind i fanshoppen og køber St Pauli souvenirs. Tysk fodbold kultur er anderledes end dansk. Og fra en halv time før start er der gang i den med en helt anden form for fællessang end den kendes fra danske stadions. Der er noget over tysk fodbold kultur.
Og så er det holdet, som Hamburg holder med, det er arbejdernes hold, de autonemes og antifascistenes hold. Der er 3 hold i Europa af den slags, det er udover St Pauli Athletic Bilbao og Celtic.
Og på banen hænger hjertet uden på trøjen. den tidligere tyske landsholdsspiller Asamoah udtalte, da han før sæsonen skiftede til St. pauli, "jaman jeg havde bedre tilbud, men det ser ud til, at det er sjovt at spille for det hold". Selvfølgelig kommer der udvisninger, men det er ikke professionelle frispark, det er hjerteblodet, der flyder over. Ogf man ser aldrig opgivende Aab-øjne. Supporterne er der, bagud eller ej - ligeså spillerne.
Man kan kun opleve det på Millerntor stadion. Og efter den oplevelse vil men altid synes, at en dansk superligakamp er et antiklimaks!!!
Abonner på:
Opslag (Atom)