fascismekortet - en note

Fascismekortet

For nogle dage siden, var jeg sammen med kollegaer på den engelske pub i Kolding. Vi havde en meget interessant diskution om, hvornår kan man trække fascismekortet i en diskussion. Vi drøftede miljøpolitik i et godt engelsk pub-selskab. Jeg kom til at give udtryk for, at jeg havde en vis forståelse for Bjørn Lomborgs synspunkter - ikke fordi jeg er enig, men fordi jeg rent faktisk synes, at han sætter fokus på en fatiigdomssatsning fremfor en miljøsatsning - ud fra det synspunkt, at fattigdom medfører ekstrem forurening i u-lande. En af mine kollegaer nævnte ordet fascistoidt. Og vi grinede, da en anden sagde: det var tidligt at smide fascismekortet. Vi havde meget morskab over det efterfølgende.

Jeg har tænkt over det, hvor går egentlig grænsen for det, der er provokatorisk, som vi skal dyrke, og det som er gammel-reaktionære synspunkter. Jeg sagde som første bemærkning, jeg ville først spille det kort ved Jesper Langballe - men indrømmede at jeg i en krise-diskussion kunne overveje det det ved Sørine Godfredsen - men aldrig ved Bjørn Lomborg, som trods alt udfordrer vores selvforståelse. De andre er jo lidt præget af en intolerant kristen trosreligion.

Vi har alle en eller anden grænse for, hvornår vi gider diskutere med imbicile fascistoide opponenter (shit alle de bull-shit-ord), men på en eller anden måde er det vigtigt at definere, hvornår er man fascistoid, og hvornår er man udbyttefrig opponent.

Moderne arbejderkultur

For mange år siden, lige da jeg havde fået arbejde, fik jeg en evatriogryde i fødselsdagsgave, Låget var en billig efterligning. Min mor havde købt gaven fra en nu afdød faster, som ikke (ifølge min mor) ville købe et grydelåg, som koster over 100 kr.

Det er lidt pointen. Jeg er nok meget socialdemokratisk, og grundtvidiansk opdraget, og det tror jeg nok, at jeg stadig gerne vedkender mig. Men det er mange år siden. Man kunne som arbejder få en folkervogn i stedet for en Merzedes, og man kunne få et hus i Valby men ikke på Strandvejen. Det socialdemokratiske projekt lykkedes for den almene arbejder.

Jeg er barn af den kultur, og jeg dyrker den stadig. Mit politiske udgangspunkt er stadig gamle værdier:

-Man skal definere et velfærdsniveau som ligger over Joachim B Olsens
-Man skal hade snyltere, som dem, jeg jænvnligt blive ekstremt irriteret over, folk som søger eller ligefrem anbefaler sot arbejde. Det er en socialdomokratisk værdi, jeg holder fast i. Sort arbvejde er det samme som at stjæle fra Føtex, uanset menge danskere mener det modsatte.

pointen er, at man lever i samme verden, hvis man gerne vil have Global-knive og Eva Trio-udstyr (jeg tænkte naturligvis over det, da jeg købte ind i dag)

Jeg tilhører den samme moderne arbejderklasse, hvor vi anser nogle mærkevarer som luksus, men det må jo være der, vores fattigdomsgrænse idag ligger. Jeg køber ikke gryder til 1.000. kr. Men hold op, hvor er det fedt at have Eva Trio, eller hvar fint er det ikke at have Hugo Boss Orange (det næstbedste). Jeg er moderne arbejder.

Jeg finder bare ikke arbejderkulturen i S og slet ikke i SF, den findes i Enhedslisten. Og så ved jeg godt, at mange af mine partikammerater vil anse dette indlæg som dybt reaktionært :-)