Skuffelse i Helsinki - man mange gode oplevelser på 9 marathon og 3 ultra i 2010. Det er alt i alt set en positiv oplevelse. Læsø, Samsø, Frankfurt (og som sædvanlig Swiss Alpine) var gode oplevelser. Og specielt Mariagerfjord rundt var suværent. Tak til arrangører og kammerater, jeg mødte ved begivenhederne.
Dylan teaterkoncert og specielt Nick Cave i Falkoner, gode oplevelser med en ven fra fortiden, tak Michel for mange gode timer, du må sq snart komme til Kolding igen.
St. pauli, som i deres 100 år som "non established", rykkede op i første bundesliga. Oplevelser af dimensioner, som bevirker, at jeg ikke rigtig gider gå til fodbold i Danmark.
Og de gode kollegaer på arbejdet, som arbejder som et team, der vil gøre Kolding til et endnu bedre sted at bo. Jeg glæder mig til nye projekter næste år.
Og mine sparsomme ønsker til det næste år:
Må Tom Waits og Ramones komme til Danmark.
Må jeg finde ( eller føle at være i ) et parti med anstændige og fremadrettede synspunkter.
Må jeg have gode oplevelser i GUCR og Copenhagen Challenge, som bliver de store udfordringer:
Må St. Pauli blive i bedste liga og må KIF finde en placering i håndboldligaen, som alle deres stjerner burde være garant for.
Og så må i alle derude lave jeres egne nytårsønsker.
Tak til jer alle for et godt år, og jeg håber vi ses derude i virkeligheden i løbet af 2011.
Hilsen lars-uffe
torsdag den 23. december 2010
tirsdag den 2. november 2010
Meget begejstret for en ny billet til en St Pauli-kamp.
Det er måske svært at forstå, men det er en totaloplevelse den 13 nov. jeg ser frem til. Det er tysk fodboldkultur, hjertet og den største anti-fascistiske bevægelse i Europa. Man kan kun opleve det på Millerntor stadion.
7 gange har jeg været der. Mødet med fans i fanladen, hvor billetten afhentes, man mærker, at det her er altså de autonomes, de studerendes, arbejdernes hold. Ved stadion går tilskuere fra hjemme og ude-hold rundt og snakker sammen - jeg har oplevet Sønderjyske Stadion, hvor et politiopbud adskiller 50 Aab-fans fra Sønderjyske fans - men nej udeholdet kommer ind i fanshoppen og køber St Pauli souvenirs. Tysk fodbold kultur er anderledes end dansk. Og fra en halv time før start er der gang i den med en helt anden form for fællessang end den kendes fra danske stadions. Der er noget over tysk fodbold kultur.
Og så er det holdet, som Hamburg holder med, det er arbejdernes hold, de autonemes og antifascistenes hold. Der er 3 hold i Europa af den slags, det er udover St Pauli Athletic Bilbao og Celtic.
Og på banen hænger hjertet uden på trøjen. den tidligere tyske landsholdsspiller Asamoah udtalte, da han før sæsonen skiftede til St. pauli, "jaman jeg havde bedre tilbud, men det ser ud til, at det er sjovt at spille for det hold". Selvfølgelig kommer der udvisninger, men det er ikke professionelle frispark, det er hjerteblodet, der flyder over. Ogf man ser aldrig opgivende Aab-øjne. Supporterne er der, bagud eller ej - ligeså spillerne.
Man kan kun opleve det på Millerntor stadion. Og efter den oplevelse vil men altid synes, at en dansk superligakamp er et antiklimaks!!!
Det er måske svært at forstå, men det er en totaloplevelse den 13 nov. jeg ser frem til. Det er tysk fodboldkultur, hjertet og den største anti-fascistiske bevægelse i Europa. Man kan kun opleve det på Millerntor stadion.
7 gange har jeg været der. Mødet med fans i fanladen, hvor billetten afhentes, man mærker, at det her er altså de autonomes, de studerendes, arbejdernes hold. Ved stadion går tilskuere fra hjemme og ude-hold rundt og snakker sammen - jeg har oplevet Sønderjyske Stadion, hvor et politiopbud adskiller 50 Aab-fans fra Sønderjyske fans - men nej udeholdet kommer ind i fanshoppen og køber St Pauli souvenirs. Tysk fodbold kultur er anderledes end dansk. Og fra en halv time før start er der gang i den med en helt anden form for fællessang end den kendes fra danske stadions. Der er noget over tysk fodbold kultur.
Og så er det holdet, som Hamburg holder med, det er arbejdernes hold, de autonemes og antifascistenes hold. Der er 3 hold i Europa af den slags, det er udover St Pauli Athletic Bilbao og Celtic.
Og på banen hænger hjertet uden på trøjen. den tidligere tyske landsholdsspiller Asamoah udtalte, da han før sæsonen skiftede til St. pauli, "jaman jeg havde bedre tilbud, men det ser ud til, at det er sjovt at spille for det hold". Selvfølgelig kommer der udvisninger, men det er ikke professionelle frispark, det er hjerteblodet, der flyder over. Ogf man ser aldrig opgivende Aab-øjne. Supporterne er der, bagud eller ej - ligeså spillerne.
Man kan kun opleve det på Millerntor stadion. Og efter den oplevelse vil men altid synes, at en dansk superligakamp er et antiklimaks!!!
torsdag den 12. august 2010
Frygten for skader
Jeg er kommet igang efter Swiss Alpine med fornuftige mellemlange træningspas på 17, 17 og 16 km de sidste 3 dage. Jeg var egentlig også klar og omklædt til yderligere 18 km her til aften.
Men en tanke gik gennem hovedet. Du har haft skinnebensbetændelse sidste efterår og her i foråret. Er det fornuftigt at fortsætte med noget der ligner en uge over 100 km, så hurtigt efter Swiss Alpine? Jeg gider simpelt hen ikke nye skader nu! Jeg tog træningstøjet af og tænkte, selv om det vil være godt med en løbetur nu, så slå lige lidt koldt vand i blodet. og hold fast i, at Torsdag skal være hviledag, uanset at du ikke løb i søndags.
Jeg når jo nok en god uge på 90 km på trods af en hviledag i dag, og de sidste dages hurtige recovery efter Swiss Alpine viser jo, at Samsø marathon om 9 dage, skal jeg nok komme respektabelt igennem.
Det kan godt være det er overforsigtighed. Men mon ikke de seneste par år har vist, at alderen betyder, at man skal tænke over at gå lidt langsommere frem, men derfor kan man måske godt stadig opnå gode resultater, Men lidt tålmodighed og repskt for skadesrisiko kan nok være en god ide.
Håber på et godt efterår, hvor jeg med fornuftig træningsdisponering kan undgå lange skadespauser.
Lars-Uffe 12. augist 2010
Men en tanke gik gennem hovedet. Du har haft skinnebensbetændelse sidste efterår og her i foråret. Er det fornuftigt at fortsætte med noget der ligner en uge over 100 km, så hurtigt efter Swiss Alpine? Jeg gider simpelt hen ikke nye skader nu! Jeg tog træningstøjet af og tænkte, selv om det vil være godt med en løbetur nu, så slå lige lidt koldt vand i blodet. og hold fast i, at Torsdag skal være hviledag, uanset at du ikke løb i søndags.
Jeg når jo nok en god uge på 90 km på trods af en hviledag i dag, og de sidste dages hurtige recovery efter Swiss Alpine viser jo, at Samsø marathon om 9 dage, skal jeg nok komme respektabelt igennem.
Det kan godt være det er overforsigtighed. Men mon ikke de seneste par år har vist, at alderen betyder, at man skal tænke over at gå lidt langsommere frem, men derfor kan man måske godt stadig opnå gode resultater, Men lidt tålmodighed og repskt for skadesrisiko kan nok være en god ide.
Håber på et godt efterår, hvor jeg med fornuftig træningsdisponering kan undgå lange skadespauser.
Lars-Uffe 12. augist 2010
tirsdag den 3. august 2010
Swiss Alpine i 10 år
Det er 10 år siden jeg løb mit første ultraløb. Det var et bjergløb i Schweiz - det var en stor oplevelse - og løbet hed Swiss Alpine postmarathon på 78 km over to bjergpas. Jeg havde nok ikke dengang anet, at jeg ville løbe dette løb de kommende 10 år.
Siden er løbet andre ulltraløb som Spartathlon, 100 km og 24 timers løb. Men et løb er hængt ved - det er Swiss Alpine. Og der er mange ting, der gør det til et fantastisk løb. Først og fremmest er det en enestående naturoplevelse. Man bevæger sig fra den varme dal med skov og idyliske bjerglandskaber op til alpinterrænet med rullesten, sne og kold vind. Og man nyder faktisk naturen, selv om man er ude på en stor udfordring.
Davos er herudover et fantastisk sted at holde ferie, hvad enten, man er til bjervandring, mountainbike eller svømmebasin, hvor man kan betragte de sneklædte tinder fra det varme vand.
Så har det hvert år været gensyn med mange andre løbere, som man kun ser denne ene gang om året. Der er mange andre end mig som gentager oplevelsen flere år.
Nu var det så 10. gang. Og der er også grunde til, at det må have en ende. Først og fremmest er det blevet meget "rygradsløb" at løbe Swiss Alpine. Jeg kender ruten så godt, at jeg ved lige præsis hvor der skal satses, og hvor der skal spares kræfter. Det betyder, at det træningsmæssigt bliver lidt svært at sætte sig op til. I år har jeg faktisk ikke været væsentligt over 90 km om ugen op til løbet. Jeg har hele tiden haft i baghovedet, at med rigtig disponering, kan jeg sagtens komme anstændigt igennem . og det lykkedes sådan set også. Men jeg har altså brug for nye udfordringer nu.
Jeg er ret sikker på, at jeg skal løbe i alperne næste år, og da de fleste gode løb er i Schweiz, bliver det jo nok også her. Jeg kunne forestille mig Zermat (ved Matterhorn) - ultra eller Jungfrau marathon. De er godt nok begge lidt kortere - til gengæld går det kun opad. Men jeg har jo lidt tid til at finde næste sommerferieløb :-)
Siden er løbet andre ulltraløb som Spartathlon, 100 km og 24 timers løb. Men et løb er hængt ved - det er Swiss Alpine. Og der er mange ting, der gør det til et fantastisk løb. Først og fremmest er det en enestående naturoplevelse. Man bevæger sig fra den varme dal med skov og idyliske bjerglandskaber op til alpinterrænet med rullesten, sne og kold vind. Og man nyder faktisk naturen, selv om man er ude på en stor udfordring.
Davos er herudover et fantastisk sted at holde ferie, hvad enten, man er til bjervandring, mountainbike eller svømmebasin, hvor man kan betragte de sneklædte tinder fra det varme vand.
Så har det hvert år været gensyn med mange andre løbere, som man kun ser denne ene gang om året. Der er mange andre end mig som gentager oplevelsen flere år.
Nu var det så 10. gang. Og der er også grunde til, at det må have en ende. Først og fremmest er det blevet meget "rygradsløb" at løbe Swiss Alpine. Jeg kender ruten så godt, at jeg ved lige præsis hvor der skal satses, og hvor der skal spares kræfter. Det betyder, at det træningsmæssigt bliver lidt svært at sætte sig op til. I år har jeg faktisk ikke været væsentligt over 90 km om ugen op til løbet. Jeg har hele tiden haft i baghovedet, at med rigtig disponering, kan jeg sagtens komme anstændigt igennem . og det lykkedes sådan set også. Men jeg har altså brug for nye udfordringer nu.
Jeg er ret sikker på, at jeg skal løbe i alperne næste år, og da de fleste gode løb er i Schweiz, bliver det jo nok også her. Jeg kunne forestille mig Zermat (ved Matterhorn) - ultra eller Jungfrau marathon. De er godt nok begge lidt kortere - til gengæld går det kun opad. Men jeg har jo lidt tid til at finde næste sommerferieløb :-)
mandag den 19. juli 2010
Tænker lidt politisk her på løbefridagen.
Hvor er de punkter, hvor vi som socialister skal markere os fremover. Jeg har 3 primære grunde til fortsat at være medlem af et politisk parti. Og det omfatter ikke primært kampen for almene velfærdsydelser.
Fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten er der enighed om, at bevare de primære velfærdsydelser, ældreområdet, børnepasning, folkeskole, "you name it". Venstrefløjen har måske nok mere socialt afbalancere løsninger, men grundlæggende er uoverensstemmelserne mellem fløjene ikke noget grundlæggende spørgsmål om det offentlige skal yde et stort bidrag til velfærdsstaten, selv om jeg selvfølgelig tror mere på, at det offentlige selv skal løse opgaverne i stedet for at betale private for det. Der tjenes jo for eksempel fedt på privathospitaler.
Jeg synes som sagt der er tre store holdningsmæssige punkter, hvor venstrefløjen skal markere en forskel. Og på alle punkter er jeg usikker på, hvor fast SF vil stå i forhold til en medieskabt virkelighed.
1. Kampen mod rascismen
Hvor er de punkter, hvor vi som socialister skal markere os fremover. Jeg har 3 primære grunde til fortsat at være medlem af et politisk parti. Og det omfatter ikke primært kampen for almene velfærdsydelser.
Fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten er der enighed om, at bevare de primære velfærdsydelser, ældreområdet, børnepasning, folkeskole, "you name it". Venstrefløjen har måske nok mere socialt afbalancere løsninger, men grundlæggende er uoverensstemmelserne mellem fløjene ikke noget grundlæggende spørgsmål om det offentlige skal yde et stort bidrag til velfærdsstaten, selv om jeg selvfølgelig tror mere på, at det offentlige selv skal løse opgaverne i stedet for at betale private for det. Der tjenes jo for eksempel fedt på privathospitaler.
Jeg synes som sagt der er tre store holdningsmæssige punkter, hvor venstrefløjen skal markere en forskel. Og på alle punkter er jeg usikker på, hvor fast SF vil stå i forhold til en medieskabt virkelighed.
1. Kampen mod rascismen
Det er stadig den væsentligste kamp. Jeg græmmer mig over, hvordan man kan omtale folk med anden hudfarve eller religion i forhold til for 15 år siden. Og lovgivningen er fulgt efter med indfødtretsprøver (som hovedparten af danskere ikke kan bestå), særregler om starthjælp mv. for folk med andre hudfarver. Jeg skammer mig som dansker over det moralske niveau for lovgivning. Og set piner mig, at mit eget parti har så "lunkne" udtalelser.
2. Kampen mod Rindalismen
Der er i øjeblikket en borgerlig kamp mod det, de kalder smagsdommeriet. Men hvem vil sidde i Ikeamøbler på en forvaltning og sige; "forudsætningen for dit byggeri er altså god kvalitet". I det hele taget er holdningen hos den borgerlige fløj (forhåbentlig kun hos den borgerlige), at i krisetider, må vi spare på kulturen - og det er selvfølgelig pressen der kør´den op - så det er rendyrket populisme. Jeg havde faktisk stor respekt for Brian Mikkelsen, da han lancerede kulturkanon (man kan selvfølgelig være uenig i udvalget), men det var efter mit hjerte, at man udpegede kulturelt væsentlige værker, det var antirindalisme. I dag står politikere i kø for at sige: " vi skærer i kunst støtte, der er vigtigere ting". "Brandingord" som "design", "kultur" o. lign. kan kun fremføres med en dårlig smag i munden, hvis man samtidig skærer på alt, hvad der hedder kulturstøtte. Jeg er så naiv, at jeg tror stadig på "smagsdommeriet", det kræver indsigt at se, hvad der er langtidsholdbart, det holder ikke med X-factors ams-afstemninger.
Jeg tror på, at staten (og kommunerne) skal støtte kulturen, som holder os sammen og i virkeligheden er det, der sælger Danmarks varer. Men det er et synspunkt, som står for skud i en politisk verden tegnet af pressens populisme.
3. Kampen for den danske arbejdsmarkedsmodel
Den danske model er åbenbart blevet en torn i øjet på den borgerlige regering. De nye fradragsregler for fagforeningskontingent er et direkte angreb mod den danske arbejdsmarkedsmodel, som har skabt ro på arbejdsmarkedet og velstand. Til og med er det næsten blevet kriminelt, at fagbevægelsen viser politisk engangement for dem, der støtter modellen. Der er brug for en markant solidaritetserklæring til fagbevægelsen i Sf´s politiske arbejde. Min egen erfaring viser mig, at SF altid har haft et problem på det punkt. Men hvis man tror på en kamp mod undergravning af mindstelønninger, hvis man accepterer at arbejdstagere har samme rettigheder til organisering som arbejdsgivere, der frit og hemmeligt giver millionbeløb til deres politiske støtter, og som nærmest ser frem mod regler der tillader billig udenlandsk arbejdskraft, så er det en kamp som skal opprioriters.
Vi skal som socialister gøre alvor af at vise et humanistisk livssyn, som bygger på lige muligheder, på at der findes altså noget der hedder kvalitet, der ikke er overladt til sms-afstemninger.
Det er mit ønske, at vi kan præsentere en front med et menneskesyn, som ikke er underlagt dag til dag populisme. Og jeg er stadig i tvivl om det er set synspunkt, som mit politiske men passive engagement repræssenterer !
torsdag den 15. juli 2010
Oprettelse af blog
Har nu oprettet en blog, som ikke er færdigredigeret. Formål gemme længere og vigtige indlæg - samt give adgang til oplysninger for bekendte, som ikke har adgang til facebook.
Men først og fremmest, at berige verden med mine guldkorn !
Men først og fremmest, at berige verden med mine guldkorn !
Abonner på:
Kommentarer (Atom)