GUCR 2011

Det er en sejr for mig. Jeg gennemførte de 233 km fra Birmingham til London. Mine indtryk kan beskrives i 3 punkter:

1. En hyldest til arrangørerne

2. En andeledes oplevelsesrejse gennem England

3. Oplevelsen af, hvad ultraløb virkelig går ud på

Først må jeg lige sammenligne med Spartathlon, som jeg gennemført 2 gange og udgået af to gange. Lad det være sagt klart. Jeg kunne ikke på nuværende tidspunkt gennemføre Sparthathlon. De 10 km ekstra i distancen, de noget skrappere tidsgrænser gør dette løb hårdere. Men med dette sagt, så indeholder GUCR et par andre udfordringer. Der er mellem 20 og 30 km mellem depoter. Det giver en helt anden mental udfordring end at man kan se frem til et nyt depot om 4 km. Det betyder også at man er nødt til at have en rydsæk med overtrækstøj, for vejret er meget omskifteligt (i alt fald i år med skift mellem regn og høj solskin). Det betyder også noget, at man er meget mere alene med kun 100 deltagere på så lang en strækning. Endvidere er GUCR næsten kun på jordstier af forskellig kvalitet, det er altså hårdere og jævn asfalt.

Men ellers ¨har løbene mentalt og fysisk stort set de samme karakteriske udfordringer.

Arrangøren er en privatperson, som hedder Dick Kearn. Og man ser straks ved indskrivning, at han lever og ånder for dette løb. Der bliver gjort alt for os, der ikke har eget supportteam med. Han har ganske få hjælpere, og det er mig en gåed, hvordan de rent logistisk ved hvert eneste checkpoint har al vores bagage klar, de må køre mange ture frem og tilbage mellem checkpoints med så spredt et felt. Og når man kommer til et checkpoint er service og omsorg fantastisk. Man bliver placeret i en stol og kan næsten bede om det, man ønsker. Jeg fik faktisk spist uden problemer på denne tur. Minstronesuppe, Pasta Bolognaise og endog engelsk morgenmad med pølser, æg og bacon tidligt søndag morgen. "Just sit and I will prepare a breakfast for you" var beskeden ved depotet, fantastisk.

Jeg talte efter finishline med en af medhjælperne, som gav udtryk for, at staben åbenbart ser det som en lige så stor oplevelse som og løbere. Der var dog lidt frustration over, at der er en del "unge" løbere, som ved lodtrækningen kom med, der har løbet en hurtig marathon, og som derfor tror de kan klare et løb som dette. Der udgik 40 løbere af de 92, der mødte til start.

Førstedagen er fantastisk, man oplever en side af England, som man ikke rigtig kender. Tænk på operabygningen i Sydney, Keopspyramiden, Turning Torso, store arkitektoniske bedrifter, Men hvem kender Grand Union Canal. Jeg løb 233 km langs kanalen, og det er jo et projekt af dimensioner. Fantastisk at løbe på en højderyg langs kanale og kigge ned på det engelske landskab, fantastisk med konstruktioner, hvor kanalen føre over en motorvej på en bro. Jeg fatter ikke, hvordan man for mange år siden har skabt et værk som dette. Det har kostet mange arbejdsår.

Hvilken fantastisk ressource med rekreative arealer for alle de byer, der ligger langs kanalen, dette store værk giver. Og kanalen har sit eget liv med de karakteristiske lange smalle flodbåde, som er placeret overalt. Det er transportsystemer, ferieture, markedspladser, kanalen har sit eget liv. Lørdag aften langt ude i nowhere stikker en englænder hovedet ud af sin kanalbåd og rækker mig et glas juice, "orangejuice is good for you" sagde han.

Man nyder førstedagen, kanalen er en oplevelse.

Så kommer natten og andendagen. Nu ved man hvad ultraløb er. Når man passerer de 100 km begynder den mentale udfordring. 30 km mellem depoterne, ensom i mørket, en del slidt, det giver udfordring. Man ser frem til morgensolen, samtidig har man nåt det punkt, hvor man ved om man gennemfører eller går ud. Jeg kunne mærke, at jeg ville komme gennem, det hjælper mig gennem mørkets ensomhed, som heldigvis kun varer 5 - 6 timer. En gang imellem møder man løbere, det her med at man går og løber skiftevis betyder faktisk, at man overhaler/bliver overhalet af de sammeløbere de sidste 90 km. Og på ægte er kotymen, at hver eneste gang man passerer en løbet stiller spørgsmålet; "You are OK?".

Man får et lille kick, når morgensolen kommer, men dset varer ikke ved, De sidste 40 km er Spartathlon revisited, Man kæmper for at holde 5 km/t og kan ikke forstå, man ikke er kommet længere, man udøver mærkelige dicipliner som powerwalk, foroverbøjet jogging med små skridt (som jeg husker de japanske kvinder i Spartathlon) eller bare dyb koncentration om at spadsere hurtigt. Man forstår ikke at men ikke kommer hurtigere frem. Afstandene på kortet må da være misvisende, tænker man. Og der begynder et helt ubegrundet paranoia, om man nu er løbet forkert (ganske ubegrundet, for ruten er faktisk ret simpel). Med 20 km igen gør hvert skridt ondt - uanset hvilken mærkelig måde, man bevaæger sig på, Men får en form for hallucinationer, i spartathlon så jeg konstant buske som personer, der sad langs vejen eller store kunstneriske friser i klippevæggene, her ser jeg konstant en løber 500 m fremme stå og strække ud, men det er altså en busk. Tidsfornemmelsen vender rundt, tiden går ufattelig langsom, du ved at det er ca. 5 km/t. så jo længere tid der går, jo tættere er du mål, men uret går ufatteligt langsomt, og lige pludselig er der en lille bro, du skal op over. Man tænker irrationelt. Jeg tænkte gud hjælpe mig, nu må jeg altså i mål, ellers er jeg nødt til at ringe til hotellet, at min check in bliver sent.

Så er det lige pludelig en person ved stien som siger, "well done - finishline 500 m ahead", man får kræfte til at løbe til sidst.

Bag efter kan man undre sig over, hvorfor man gør det. Det er en mental og fysisk tilfredsstillese. Og hvis ikke man et par dage efter har vabler og muskler, der går det svært at forcere trapper, så har man ikke nået den grænse man søger. No Pain - No Pride"

Uhuru Peak - et skridt nærmere

Jeg tog skridtet - turen er booket - turen som beskrevet i tidligere indlæg.

jeg vil se sne på Kilimanjaro inden vi med vores bilisme, CO2 - udledninger mv har ødelagt denne oplevelse, jeg vil gå fra tropesol til arktisk klima, jeg vil prøve mig selv i den kolde luft.

Fra 12 oktober går turen sydover og derefter opad.

Jeg kunne have ventet med at booke, men jeg ønsker altid at indstille mig på store oplevelser i god tid :-), og det skal være nu.

Glæder mig allerede - men der er jo lang tid til.