Hvor er de punkter, hvor vi som socialister skal markere os fremover. Jeg har 3 primære grunde til fortsat at være medlem af et politisk parti. Og det omfatter ikke primært kampen for almene velfærdsydelser.
Fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten er der enighed om, at bevare de primære velfærdsydelser, ældreområdet, børnepasning, folkeskole, "you name it". Venstrefløjen har måske nok mere socialt afbalancere løsninger, men grundlæggende er uoverensstemmelserne mellem fløjene ikke noget grundlæggende spørgsmål om det offentlige skal yde et stort bidrag til velfærdsstaten, selv om jeg selvfølgelig tror mere på, at det offentlige selv skal løse opgaverne i stedet for at betale private for det. Der tjenes jo for eksempel fedt på privathospitaler.
Jeg synes som sagt der er tre store holdningsmæssige punkter, hvor venstrefløjen skal markere en forskel. Og på alle punkter er jeg usikker på, hvor fast SF vil stå i forhold til en medieskabt virkelighed.
1. Kampen mod rascismen
Det er stadig den væsentligste kamp. Jeg græmmer mig over, hvordan man kan omtale folk med anden hudfarve eller religion i forhold til for 15 år siden. Og lovgivningen er fulgt efter med indfødtretsprøver (som hovedparten af danskere ikke kan bestå), særregler om starthjælp mv. for folk med andre hudfarver. Jeg skammer mig som dansker over det moralske niveau for lovgivning. Og set piner mig, at mit eget parti har så "lunkne" udtalelser.
2. Kampen mod Rindalismen
Der er i øjeblikket en borgerlig kamp mod det, de kalder smagsdommeriet. Men hvem vil sidde i Ikeamøbler på en forvaltning og sige; "forudsætningen for dit byggeri er altså god kvalitet". I det hele taget er holdningen hos den borgerlige fløj (forhåbentlig kun hos den borgerlige), at i krisetider, må vi spare på kulturen - og det er selvfølgelig pressen der kør´den op - så det er rendyrket populisme. Jeg havde faktisk stor respekt for Brian Mikkelsen, da han lancerede kulturkanon (man kan selvfølgelig være uenig i udvalget), men det var efter mit hjerte, at man udpegede kulturelt væsentlige værker, det var antirindalisme. I dag står politikere i kø for at sige: " vi skærer i kunst støtte, der er vigtigere ting". "Brandingord" som "design", "kultur" o. lign. kan kun fremføres med en dårlig smag i munden, hvis man samtidig skærer på alt, hvad der hedder kulturstøtte. Jeg er så naiv, at jeg tror stadig på "smagsdommeriet", det kræver indsigt at se, hvad der er langtidsholdbart, det holder ikke med X-factors ams-afstemninger.
Jeg tror på, at staten (og kommunerne) skal støtte kulturen, som holder os sammen og i virkeligheden er det, der sælger Danmarks varer. Men det er et synspunkt, som står for skud i en politisk verden tegnet af pressens populisme.
3. Kampen for den danske arbejdsmarkedsmodel
Den danske model er åbenbart blevet en torn i øjet på den borgerlige regering. De nye fradragsregler for fagforeningskontingent er et direkte angreb mod den danske arbejdsmarkedsmodel, som har skabt ro på arbejdsmarkedet og velstand. Til og med er det næsten blevet kriminelt, at fagbevægelsen viser politisk engangement for dem, der støtter modellen. Der er brug for en markant solidaritetserklæring til fagbevægelsen i Sf´s politiske arbejde. Min egen erfaring viser mig, at SF altid har haft et problem på det punkt. Men hvis man tror på en kamp mod undergravning af mindstelønninger, hvis man accepterer at arbejdstagere har samme rettigheder til organisering som arbejdsgivere, der frit og hemmeligt giver millionbeløb til deres politiske støtter, og som nærmest ser frem mod regler der tillader billig udenlandsk arbejdskraft, så er det en kamp som skal opprioriters.
Vi skal som socialister gøre alvor af at vise et humanistisk livssyn, som bygger på lige muligheder, på at der findes altså noget der hedder kvalitet, der ikke er overladt til sms-afstemninger.
Det er mit ønske, at vi kan præsentere en front med et menneskesyn, som ikke er underlagt dag til dag populisme. Og jeg er stadig i tvivl om det er set synspunkt, som mit politiske men passive engagement repræssenterer !
